Eto'o: De engelske fans er de bedste i verden
Premier League

Eto'o: De engelske fans er de bedste i verden

Samuel Eto'o udtaler, at de engelske fans er de bedste i verden og fortæller, at han er venner med José Mourinho, selvom portugiseren har sagt, at camerouneren er ældre, end hvad han angiver at være.

Samuel Eto'o spillede i alt to år i Premier League - en sæson i Chelsea, en sæson i Everton. Camerouneren fik ikke lov til at blive i Chelsea, fordi José Mourinho udtalte, at han ikke var god nok og var ældre, end hvad hans officielle dokumenter siger, angriberen er. Men selvom den 34-årige Antalyaspor-angriber er blevet kritiseret af Mou i offentligheden, er angriberen meget glad for sin tidligere træner i Inter og Chelsea. 

- Det kan godt være, jeg er 50 år gammel, men jeg scorer stadig (Eto'o har lavet 13 mål i 19 kampe for Antalyaspor i Superlig red.)! José er min ven, og det vil han altid være. Jeg synes ikke, det er grund til at blive uvenner med folk på grund af de her små ting. Vi har så mange gode minder sammen, og de er alle meget værdifulde for mig. Det, han sagde, sårede mig ikke, fordi jeg ved, han er et godt menneske - og det kan godt være, jeg er gammel, men jeg scorer mere, end de unge gør! Det, der skete for Mourinho i denne sæson, var en stor overraskelse. Det var et stort tab for Chelsea. Mourinho er meget anderledes, end hvordan han bliver portrætteret i medierne. Han er sjov, flink og venlig, siger Eto'o til Four Four Two. 

Om de engelske fans har Eto'o følgende at sige:

- Det (Premier League red.) er en fantastisk liga med de bedste fans i verden. De støtter altid en - om man vinder eller taber. De respekterer spillet og spillerne, og de ved rigtig meget om fodbold. Min karriere havde ikke været komplet, hvis ikke jeg havde været der, fordi at spille i Premier League er en oplevelse, alle spillere skal prøve. Hvorfor jeg forlod Everton? Fordi jeg ikke spillede. Jeg kan ikke føle mig tilknyttet til et hold, hvis ikke jeg har deres klubdragt på. 

Samuel Eto'o spillede i alt 35 kampe i den bedste engelske række i sin tid i Everton og Chelsea. Det blev til 12 mål og seks assist.