Eriksen med selvtillid: Alt eller intet mod Portugal
Foto: Nick Potts/Polfoto
Premier League

Eriksen med selvtillid: Alt eller intet mod Portugal

Christian Eriksen kommer til landsholdslejren med selvtillid.

Christian Eriksen var Tottenhams redningsmand søndag, da han med to frisparksmål var med til at sikre 2-2 mod Swansea i Premier League. Nu går turen til Danmark for Eriksen, der samles med landsholdstruppen i Helsingør frem mod landskampen mod Portugal, og offensivspilleren møder ind i landsholdslejren med selvtillid. 

I forhold til frispark er han således klar til at sende flere bolde i kassen.

- Jeg har mine ritualer og min måde at vide, hvad der skal til for at sende bolden inden for rammen. Jeg har selvtillid, og jeg ved, at når jeg rammer inden for stolperne, er der enten mål eller en redning. Jeg går efter at score hver gang, siger Christian Eriksen til Tottenhams web-tv-kanal.

Han ser frem mod kampen mod Portugal, hvor der er meget på spil for Danmark.

- Vi har en vigtig kamp – det er alle kampe i kvalifikationen, men det er en meget vigtig kamp, og det er i virkeligheden alt eller intet. Vi skal have et resultat et Portugal, og så skal vi være lidt heldige omkring Albaniens kamp, siger Christian Eriksen.