Er Premier League i fare for at blive overhalet indenom?
Premier League

Er Premier League i fare for at blive overhalet indenom?

Lige siden 2004/2005 sæsonen har England haft fire hold med i Champions League. Men svingende resultater i turneringen gør, at de engelske hold kan stå til at miste den fjerde Champions League-givende plads.

Antallet af Champions League-pladser har i de seneste fem sæsoner været afhængige af de såkaldte koefficientpoint.

Pointene gives efter, hvordan holdene præsterer i europæisk fodbold sæson for sæson. Koefficientpointene går altid fire sæsoner tilbage. I år altså tilbage til 2011/12-sæsonen, hvor engelske Chelsea blev vandt Champions League. Siden da er det gået tilbage for de engelske hold.

Både 2012/13 og 2014/15-sæsonen står indtil videre skrevet som lavpunkter for engelsk fodbold. Her var alle engelske hold ude, inden kvartfinalerne overhovedet var gået i gang.

De svigtende resultater gør, at den italienske Serie A nærmer sig den engelske Premier League. I 2011 havde England 85.785 koefficientpoint. Dengang var Italien 25.233 point efter. I dag er situationen dog en anden.

På nuværende tidspunkt er forskellen nede på 3.470 koefficientpoint. Hvis Italien overhaler England, vil Premier League gå glip af den fjerde Champions League-plads, der i de senere år har skabt begrebet top-fire i engelsk fodbold. 

- Niveauet er faldet i Premier League de senere år, som en konsekvens af, at de bedste spillere ikke vælger Premier League, selvom lønningerne er fantastiske. Hvis man skulle opstille verdens 30 bedste spillere, er der højst en lille håndfuld af disse pt. i Premier League, og det er naturligvis et kæmpe problem,« udtaler Torben Aakjær, tidligere talentspejder i Manchester United til 24'en. 

Indtil videre har de engelske hold blot fået 9 ud af 24 mulige point i dette års udgave af Champions League. De engelske hold har dog den fordel, at der kun er to italienske hold med i årets udgave af Champions League - Europa League tæller også med, men væsentligt mindre. Her spås Roma ikke de store chancer for at hente mange point hjem til Italien. Det er derfor kun sidste års finalister fra Torino, Juventus, der reelt har en chance for at nå langt i turneringen. 

- Der er simpelthen ikke penge og kvalitet nok i Serie A til at de kan overhale Premier League, men det kan blive tæt. Såfremt det skulle ske (at Serie A overhaler Premier League på koefficientlisten), vil det over længere tid betyde noget økonomisk, da sponsorerer af den størrelse som Chelsea, Manchester United og lignende har, vil ses i Champions League, vurderer Torben Aakjær.