Engelsk medie melder om ny stor kontrakt til Eriksen
Foto: Frank Augstein/Polfoto
Premier League

Engelsk medie melder om ny stor kontrakt til Eriksen

Både Harry Kane og Christian Eriksen skal stå foran store kontraktforlængelser.

Engelske Tottenham måtte se Leicester City løbe med mesterskabet i denne sæson, men klubben kan alligevel glæde sig over at have sikret billet til næste sæson Champions League, ligesom klubben aktuelt er foran ærkerivalerne Arsenal.

Og derfor vil klubben nu belønne to af de spillere, der i denne sæson har båret holdet, i form af Christian Eriksen og Harry Kane.

Det skriver det engelske medie Daily Mail.

Harry Kane står til at få den største kontrakt med en ugeløn på omkring 950.000 kroner, selv om han så sent som i februar 2015 forlængede sin kontrakt med fem år.

Christian Eriksen står til at få forlænget sin aftale med fire og et halvt år og samtidig få en løn på 860.000 kroner om ugen.

Den danske midtbanespiller har i denne sæson leveret 13 assists i Premier League og været en vigtig figur i Tottenham, der med Eriksen, Dele Alli, Harry Kane og Erik Lamela har haft en offensiv, der er blevet døbt 'the Fab Four'.

Flere forlængelser kan også være på vej i form af manager Mauricio Pochettino og Erik Lamela.