Video : Tipsbladet
Premier League

Diego Costa endelig på tavlen i Chelsea-sejr

Spanieren scorede tirsdag sit første mål i syv kampe for Londonklubben, der slog Southampton med 4-2.

Diego Costa lykkedes tirsdag med at komme ud af scoringskrisen i Chelsea. Inden tirsdagens Premier League-opgør mod Southampton havde angriberen forladt banen uden scoring seks kampe i træk.

Det blev dog alligevel til en emotionel rutsjebanetur for Costa. 

Efter bare fem minutter kunne han servicere Eden Hazard, der bragte hjemmeholdet foran. Efter 24 minutter udlignede Romeu for gæsterne, og stillingen så ud til at holde til pausen. Men i halvlegens tillægsminut dukkede Cahill op i Southamptonfeltet og headede hjemmeholdet foran igen. Til stor jubel for fans og spillere. Lige bortset fra Diego Costa. Angriberen hang nemlig i luften og var midt i at saksesparke bolden i kassen, da Cahill kom i vejen og tog sagen i egen hånd. 

Det lignede, at Costa ikke skulle få hul på scoringsbylden. Men i anden halvleg lykkedes det endelig. Efter 54 minutter kom spanieren først på et indlæg fra Fabregas og bragte derved Chelsea foran med 3-1. 

Kort før slutfløjtet kunne Costa så sætte tyk streg under, at han er tilbage i målform. Det gjorde han med målet til 4-1, hvor Chelsea-holdet kombinerede så flot igennem hele Southamptonforsvaret.

Southampton fik pyntet på resultatet til sidst, hvor Ryan Bertrand reducerede til 4-2. 

Resultatet betyder, at Chelsea fortsat sidder på tronen i Premier League med 78 point. Southampton ligger på niendepladsen med 40 point.