
Det var ellers lige begyndt at gå så godt for Anders Lindegaard. Efter tålmodigt at have ventet i kulissen, først bag hollænderen Edwin van der Sar og i starten af denne sæson bag den dyrt indkøbte spanier David de Gea, så danskeren endelig ud til at have tilspillet sig pladsen som førstemålmand for Manchester United.
Men desværre for Lindegaard kan han den næste måneds tid se med fra sidelinjen, i en periode hvor Manchester United spiller en lang række vigtige kampe, startende i dag med kampen mod Chelsea på Stamford Bridge. Den ankelskadede dansker må istedet se til, når konkurrenten David De Gea får en gratis mulighed for at overtage tjansen i buret, som Lindegaard møjsommeligt havde tilkæmpet sig over en længere periode.
- Jeg er ked af det på hans (Lindegaards, red.) vegne, siger de Gea ifølge Sporten.dk til den spanske tv-station TVE og fortsætter:
- Det er ikke den måde, jeg havde ønsket at få pladsen på. Men nu kommer der en periode, hvor jeg måske mere stabilt kan være sikker på at stå i flere kampe i træk. Det vil være vigtigt for mig.
Ifølge sporten.dks kilder bliver den næste periode alt afgørende for de Geas fremtid i United. Endten tilspiller han sig rollen som første målmand, eller også falder han fuldstændig igennem.
- Det er alt eller intet for David. Hvis han står overbevisende, så kan jeg ikke se Anders komme tilbage og få lige så mange kampe som de seneste måneder. Så vil Ferguson gøre alt for at vise, at hans dyre indkøb nu er førstemålmand. Hvis de Gea fortsætter med at lave fejl, så skal Anders nok fortsætte som førstemålmand, vurderer Stuart Mathieson fra Manchester Evening News.
Lindegaards skade kunne altså ikke have kommet på et værre tidspunkt.