Daley Blind reddede United
Foto: Rui Vieira/Polfoto
Premier League

Daley Blind reddede United

Manchester United var fire minutter fra at tabe til West Bromwich, men blev reddet af en perle fra Daley Blind.

Mandag aften ventede et spændende opgør i Premier League, da Manchester United gæstede West Bromwich Albion. En intens kamp bød på fire flotte scoringer og pointdeling med 2-2 resultatet. 

De undertippede værter startede godt, og allerede i kampens første minut fik James Morrison sit forsøg afværget. I det ottende minut gik den så ikke længere for United, da Stephane Sessegnon med et brag passerede en chanceløs David De Gea i målet. 

Herfra satte Manchester United pres på, men der var langt mellem de helt store tilbud. Profiler som Angel Di Maria og Robin van Persie forsøgte sig dog, men skarpheden manglede, og så kunne de to hold gå til pausen med 1-0 på måltavlen. 

Anden halvleg blev en underholdende affære, hvor gæsterne fra Manchester straks lagde et pres. Det gav pote efter få minutter, da Marouane Fellaini fyrede kanon af og udlignede sikkert til 1-1. 

Manchester United fortsatte med at presse på, men det høje pres kombineret med en usikker defensiv gav muligheder til West Brom. Det udnyttede Saido Berahino køligt i det 66. minut, da han efter en god stikning alene udplacerede De Gea i United-målet. 

Kampens slutfase bød på stor trafik ned mod hjemmeholdets mål, hvor blandt andet Robin van Persie testede den ene opstander. Vi skulle dog frem til fire minutter før tid, inden United reddede det ene point. Daley Blind tog chancen udefra, og med et fladt spark scorede han sikkert uden chance for hverken forsvar eller keeper hos West Brom.

2-2 endte en underholdende affære, hvor United trods stort pres og panik i overtiden ikke kunne hente de tre points.