Video : Tipsbladet
Premier League

Coutinho: Klopp lader os gøre, hvad vi vil

Philippe Coutinho hylder Jürgen Klopps evner som manager.

Philippe Coutinho blev i går præsenteret med den præstigiøse award "Samba Gold", som gives til den bedste brasilianske spiller i europæisk fodbold. 

Efter Liverpool-profilen fik prisen takkede han sin Liverpool-manager Jürgen Klopp. 

- Vi arbejder hårdt som en gruppe og selvfølgelig har Liverpool gode spillere. Træneren kræver en masse af truppen, fortæller Coutinho til klubbens hjemmeside. 

- Alle har spillet godt i denne sæson og har gjort, hvad træneren har bedt os om. I forhold til det, så lader træneren os også gøre, hvad vi vil, inde på banen. Selvfølgelig har alle sit ansvar, når de ikke har bolden, hvor de skal markere modstanderen, være på sin position og forsvare. 

- Men han lader os gøre, hvad vi vil. Ingen føler, at der er pres på angående hvem, der træffer beslutninger og hvem, der forsvarer. Alle arbejder sammen, som en gruppe, slutter Coutinho. 

Liverpool og Coutinhos næste opgave er lørdag mod Leicester.