Conte om fremtid: Chelsea har en tendens til at fyre
Foto: Getty Images
Premier League

Conte om fremtid: Chelsea har en tendens til at fyre

Antonio Conte vil respektere sin kontrakt, men han ved, at Chelsea har en tendens til at skifte ud på managerposten.

I starten af februar var Chelsea inde i en kortvarig krise, hvor de tabte stort til Bournemouth og Watford.

På det tidspunkt gik der rygter om, at ledelsen i Chelsea var klar til at fyre Antonio Conte, hvis resultaterne ikke kom. De kom dog tilbage på sporet med en 3-0-sejr over West Bromwich.

Efter 1-1-resultatet mod Barcelona slår Antonio Conte fast, at han ønsker at blive i Chelsea. Han er dog klar over, at London-klubben har haft en tendens til at skifte på managerposten de seneste år.

- På 14 år har Chelsea skiftet manager 10 gange, så de har en tendens til at ændre på tingene, siger Conte til Daily Telegraph.

- Medierne spiller også en rolle, så snart resultaterne er dårlige. De skrev allerede overskrifter omkring en fyring efter min første kamp mod Burnley. Men det er ikke et problem for mig. Jeg kan godt lide presset. Jeg håber bare ikke, at det påvirker mine spillere. 

- Jeg har en kontrakt til 2019, og det vil jeg respektere, men alt kan ske i fodbold. Jeg er glad her, men for at skabe udvikling i et ægteskab skal partnerne være enige. Jeg har intentioner om at fortsætte, slutter Conte.