Premier League

City lægger pres på Leicester og United efter pligtsejr

Manchester City vandt 3-1 over Southampton, og dermed kravler de op på førstepladsen, inden Leicester og Manchester United mødes senere lørdag.

Manchester City imponerede på ingen måde, da de lørdag vandt 3-1 hjemme over Southampton. Men det var nok til, at Manuel Pellegrinis mandskab midlertidligt overtager førstepladsen.

Det startede rigtig godt for Manchester City, da Raheem Sterling opsnappede bolden højt opppe på Southamptons banehalvdel. Den lynhurtige spiller strøg til baglinjen, lagde bolden fladt ind til Kevin de Bruyne, som nemt kunne sparke bolden i mål.

Southampton blev ved med at lave flere alvorlig fejl i første halvleg, hvor City flere gange var tæt på at udbygge føringen. 

Og efter en halv time kom 2-0 scoringen, da Fabian Delphns skud uden for feltet blev rettet af, og fuldstændig snød Maarten Stekelenburg i Southampton-målet.

Southampton kom dog bedre med og blot to minutter efter Delphs scoring, var holdet tæt på at reducere, da van Dijk ramte overliggeren.

I anden halvleg var Southampton i store perioder dominerende, og efter 49 minutter bragte Shane Long spænding tilbage i opgøret, da han scorede til 2-1.

Selv om Southampton flere gange var tæt på at udligne var det City, som slog sejren fast. Det blev Aleksandar Kolarov, som - efter indlæg fra Kevin de Bruyne - knastørt sparkede bolden i nettet med venstrebenet.

I en af de andre Premier League-kampe var Jores Okore tilbage i truppen for Aston Villa. Danskeren kom dog ikke på banen, da Villa tabte 3-2 hjemme til Watford.

Derudover spillede Everton og Bournemouth 3-3, Crystal Palace vandt 5-1 over Newcastle, og Sunderland vandt 2-0 over Stoke.