Chokpointtab til City og Everton
Illustration
Premier League

Chokpointtab til City og Everton

Manchester City fik kun 2-2 hjemme mod Sunderland, mens Everton tabte 2-3 til Crystal Palace på Goodison Park.

Der blev slukket et par drømme i aften. Højst sandsynligt i hvert fald. Manchester Citys drøm om det engelske mesterskab led et mere end alvorligt knæk, da de kun fik 2-2 på hjemmebane mod Sunderland, mens Everton får svært ved at overhale Arsenal i kampen om den sidste Champions League-plads, efter at de tabte 2-3 til Crystal Palace på hjemmebane. 

I Manchester startede aftenen ellers forrygende for City, der efter to minutter kom foran ved Fernandinho. Men herefter gik Manuel Pellegrinis mandskab fuldstændig i stå. Hverken fart eller energi var at finde i Citys spil de resterende 88 minutter. Først da de var bagud 1-2, kom der tænding på igen. 

For ja, Sunderland kom faktisk foran og var tæt på at stjæle alle tre point. Med lidt over et kvarter igen spillede Sunderland sig til et indlæg i venstre side, hvorfra Giaccherini fandt Connor Wickham, som stod helt fri ved bagerste stolpe og let kunne putte bolden i mål til 1-1.

Og med syv minutter tilbage af kampen bragte Wickham med sit andet mål Sunderland på sensationel sejrskurs. Den høje angriber blev sidste mand på et kontraangreb, da han modtog bolden på kanten af feltet og fra en spids vinkel sendte bolden ind langs nærmeste stolpe. Skuddet var hårdt, men Joe Hart burde have dækket det hjørne. 

Men så vågnede City op. Og to minutter før tid sikrede Samir Nasri, at de i det mindste fik et enkelt point. Eller, det var egentlig mere Sunderland-målmand Vito Mannone, der sikrede det point end Nasri, da han fumlede franskmandens tamme skud over egen mållinje til slutresultatet 2-2. 

Dermed har Manchester City seks point op til Liverpool på førstepladsen, der dog har spillet en kamp mere. 

Mens det var titeldrømmen, der røg i Manchester, var det drømmen om Champions League, der nok smuldrede for Everton. 

Hjemme på Goodison Park tabte Roberto Martinez' tropper meget overraskende med 2-3 til Crystal Palace. Det betyder, at Everton nu ligger et enkelt point efter Arsenal på den Champions League-givende fjerdeplads. Liverpool-klubbens resterende program er dog væsentligt vanskeligere end Arsenals. Endnu mangler Everton således at møde Manchester United og Manchester City, mens Arsenal allerede har mødt alle topklubberne i Premier League.