Chelsea vil holde på Mourinho de næste ti år
Illustration
Premier League

Chelsea vil holde på Mourinho de næste ti år

Chelseas administrerende direktør, Ron Gourlay, håber på, at José Mounrinho vil blive i klubben de kommende ti år.

José Mourinho har fået en god start på sin anden sæson i Chelsea. 

Holdet topper Premier League med 12 point efter sæsonens første fire kampe, og onsdag aften tager José Mourinho og co. hul på Champions League, hvor de møder Schalke 04. 

Den mulighed har klubbens administrerende direktør, Ron Gourlay, udnyttet til at slå fast, at han håber på, at Chelsea kan holde fast i José Mourinho i de kommende ti år. 

-  Jeg håber han vil blive her i ti år. At have sikkerheden fra Jose Mourinho er godt for mig. Han kender klubben, og han kender mig, siger Ron Gourlay til London Evening Standard. 

- Jose Mourinho forstår at håndtere medierne på anderledes måde en andre managere, vi har haft. Han fjerner presset fra både spillerne og klubben. Det er han rigtig dygtig til, og det giver os mulighed for for at agere på en bestemt måde, mens vi forsøger at drive klubben i den rigtige retning, siger han. 

José Mourinho har i øjeblikket en kontrakt i Chelsea, som løber til 2017.