Chelsea holder vejret: Diego Costa skadet
Illustration
Premier League

Chelsea holder vejret: Diego Costa skadet

Diego Costa kan være ude i omkring seks uger, hvis en muskelskade viser sig at være alvorlig.

José Mourinho og Chelsea håber på godt nyt, efter holdets spydspids Diego Costa måtte udgå af onsdagens træning med en muskelskade. Den spansk/brasilianske angriber blev hentet i Atletico Madrid for omkring de 450 millioner kroner, og han har scoret i klubbens første to kampe i Premier League. Men er muskelskaden alvorlig, kan han være ude til midt i oktober.

Hvis skaden er alvorlig, kan Chelsea komme i problemer. Holdet har ud over Costa kun Fernando Torres og Didier Drogba i truppen som angribere, men Fernando Torres ventes at forlade Chelsea, indne transfervinduet lukker. Dermed kan holdet stå med kun en decideret angriber i Didier Drogba, og det er vel at mærke en angriber, der har rundet de 36 år.

Godt nok kan Chelsea forsøge sig med Andre Schürrle på toppen, men tyskeren har det bedre ude på kanten, hvor han ikke skal duellere med de store, stærke forsvarsspillere i Premier League.

Chelsea får svar torsdag på, om skaden til Diego Costa er slem. Det kan altså også få betydning for, om Torres får lov til at forlade klubben, og om Chelsea skal ud og hente endnu en angriber.