Caulker på plads i QPR
Illustration
Premier League

Caulker på plads i QPR

Fra en nedrykker til en oprykker. Cardiffs Steven Caulker spiller også Premier League i næste sæson efter, at han tirsdag aften satte sin underskrift på en fireårig kontrakt med QPR.

Forleden præsenterede QPR en aftale med den mangeårige Manchester United-forsvarsklippe, Rio Ferdinand, og nu er endnu en forsvarsspiller skiftet til Loftus Road.

Efter genstridige rygter har Cardiff givet slip på den centrale forsvarsspiller, Steven Caulker, som sidste sommer kom til Wales fra Tottenham.

Og netop hans fælles tid med nuværende QPR-manager, Harry Redknapp i Tottenham har haft betydning for den 22-årige englænders beslutning.

- Harry var en vigtig faktor i mit skifte, fordi jeg spillede for ham i Tottenham. Han var meget ivrig for at få mig og det var et stort plus, at manageren gerne ville have mig, siger Caulker til klubbens hjemmeside.

Redknapp gav Caulker Tottenham-debut i 2010, og den erfarne manager glæder sig ligeledes over genforeningen.

- Steven er en fremragende spiller, så vi er glade for at have ham i QPR. Jeg ved hvad han kan, og ser det som et vigtigt køb af klubben - både for nu og fremover. Jeg trænede ham i Tottenham, og jeg var meget overrasket over, at de solgte ham sidste sommer, fordi han går en stor fremtid i møde, siger QPR-manageren.

Caulker har angiveligt kostet i nærheden 75 millioner kroner.