Casper Sloth: Nogle gange sker ting, man ikke forstår

Bragt i Tipsbladet 19. december

Der var Nice, der var Club Brugge, der var Evian, så der havde længe været masser af opmærksomhed omkring den unge AGF’er Casper Sloth, der heller ikke selv havde lagt skjul på, at han gerne ville på udlandseventyr med sin fodbold. Men der blev sagt nej fra klubbens side indtil sidst på sommeren, og nu stod han endelig her – på egne ben i den store fodboldverden. Trøjen var godt nok den velkendte hvide farve, men ellers var alt nyt. Hjemmebanen, rygnum-meret, klublogoet, holdkammeraterne, mod-standeren, sproget, ligaen. Det var det her, han havde drømt om, og det gik præcis så godt, som han havde turdet håbe på.

For solen skinnede over Elland Road, da den 22-årige århusianer debuterede for Leeds United mod Bolton den 30. august. Fem dage tidligere var han landet i Yorkshire og havde skrevet en tre-årig aftale under, to træningspas senere var manageren blevet fyret og afløst af førsteholdstræner Neil Redfearn, men det var ikke den afsatte Dave Hockaday, der havde købt ham. Det var klubejer Massimo Cellino, og planen med den investering til godt fem millioner kroner (600.000 pund) var klar med pladsen i startopstillingen.

Det var godt nok ikke på favoritpladsen på den centrale midtbane, men en 10’er-rolle var heller ikke den værste måde at vise kvaliteterne frem foran næsten 22.000 tilskuere. Det gjorde Sloth så flot, at han efter kampen blev kåret som Man of the Match, mens hans nye hold kunne glæde sig over sejren på 1-0 og tre gode point, der skabte luft til bunden. Så selv om han debuterede alene uden støtte fra familie eller kæreste på lægterne, var det en stor dag.

”Det har været min største oplevelse indtil videre, for det var min debut, vi vandt, og jeg blev kåret til kampens spiller. Det var en rigtig god dag og en stor oplevelse,” siger Casper Sloth her knap tre måneder senere, som vi sidder i hans første hjem på udebane – det store og flotte Marriott-hotel nede i centrum, hvor der nu er pyntet op til jul, og hvor han ikke længere bor. For tingene har flyttet sig siden da, og selv om meget har været godt, er der også ting, der har været lidt sværere, ikke mindst det vigtige spørgsmål om spilletid.

”Det startede rigtig godt. Jeg spillede de første kampe, hvor det gik godt for mig selv og hvor det også gik godt for holdet, men fra starten af oktober har jeg lige pludselig ikke spillet fra start. Jeg kom stadig ind i de fleste kampe og fik minutter, men her i de seneste kampe har jeg så slet ikke spillet. Hvad det skyldes, ved jeg ikke. Jeg har prøvet at spørge træneren, om jeg kunne gøre noget for at komme tættere på, men det kunne jeg ikke rigtigt få noget svar på, så det er lidt svært at gøre så meget ved andet end at blive ved med træne hårdt.”

”Men sådan er det jo nogle gange. Jeg har trods alt været i den her verden længe, så jeg ved, at der nogle gange bare sker ting, som man ikke helt forstår. Og også ting man ikke kan gøre så meget ved. Nu må vi se, hvad der sker,” siger midtbanemanden om et tidligt forløb, der selvfølgelig også har været præget af den store managerudskiftning.

Det var nemlig ikke gjort med Hockaday. Selv om Redfearn (og Sloth) havde succes med 10 point i fire kampe, blev den midlertidige manager afløst af Darko Milanic fra Sturm Graz. Han fik dog kun seks kampe uden sejr, seks kampe hvor han også undervejs satte Sloth af, før klubejer Cellino var tro mod sit rygte som en chef, der er hurtig på aftrækkeren. For efter 32 dage under skuffende, slovensk ledelse vendte Redfearn tilbage i en mere permanent stilling, men desværre for danskeren var det ikke lig med et comeback i startopstillingen, selv om resultaterne ikke forbedrede sig mærkbart. Så Leeds ligger tungt i tabellen, mens Sloth tålmodigt venter på sin anden chance.

Italienere og en rutineret reservekeeper
For han havde drømt om udlandet længe, og han ved, at det ikke altid går efter planen lige med det samme. Men han tror på sit talent og sin plads på holdet, og der er mange andre ting, der fungerer godt. For eksempel den daglige træning der er langt fra stereotypen om to hold, et sæt overtrækstrøjer og så ellers bare kamp. Tværtimod har den på sådan en mandag i november budt på noget possession-spil, derefter fem-mod-fem på et lille område og til sidst to-mod-to.

”Der er altid rigtig god knald på. Vi har også mange løb, så det er også hårdt, men det er godt. Jeg føler helt sikkert, at jeg kan være med, og jeg får også at vide, at det går godt,” siger midtbanemanden, der også er tilfreds med den tilbagevendte Redfearn som manager, for han havde en fortid på samme plads i specielt Barnsley, hvor han i halvfemserne var tæt på at nå 300 kampe og blandt andet scorede 10 mål i klubbens ene sæson i Premier League.

”Det er ikke fordi, at han decideret tager os midtbanefolk ud og laver noget specifikt, men jeg synes måske godt, at man kan se, at træningen er baseret på, at han selv har været midtbanespiller. Den ligger i hvert fald meget godt til mig.”

”Han er også god til at få folk til at tro på dem selv og sørge for, at der ikke er noget pres på dem. Han kan også godt være hård, det er ikke det, men jeg synes, at han får folk til at føle sig tilpas. Han snakker med spillerne og kommer omkring. Så han er en god træner, og træningen er god og varieret, men jeg vil selvfølgelig også gerne spille kampene,” siger Casper Sloth.

Men det er også et hold, der langt fra har sat sig endnu. Klubejer Cellino, der overtog styringen i foråret, og som man kan læse mere om andetsteds på disse sider, nøjedes nemlig ikke med at forstærke Leeds med en midtbanemand fra AGF. 10 andre spillere blev købt, og fire blev lånt, og over halvdelen kom fra de bedste italienske rækker, som Cellino qua sin fortid som Cagliari-ejer kender godt. Samtidig blev sidste sæsons topscorere Ross McCormack og Matt Smith, der til sammen scorede 40 mål, solgt, så der er mange brikker, der skal sættes sammen, hvilket der altså foreløbig har været tre forskellige managere i gang med.

”Man kan godt sige, at der er noget italiensk over holdet, i og med at der er kommet så mange italienere [fem styk hvoraf målmand Marco Silvestri (fra Chievo), centerforsvareren Giuseppe Bellusci (fra Catania), den defensive midtbanemand Tommaso Bianchi (fra Sassulo) og angriberen og topscoreren Mirco Antenucci (fra Ternana) alle spiller fast]. De snakker jo også italiensk indbyrdes, fordi der er så mange af dem, men de bliver bedre til engelsk, og det fungerer fint.”

”Det er en homogen trup, og vi hænger meget ud sammen, for vi er flere unge spillere, der bor i lejligheder hernede i centrum inden for nogle hundrede meter af hinanden,” fortæller Casper Sloth, der mest har været sammen med truppens alderspræsident, den 34-årige reservekeeper Stuart Taylor med en fortid i blandt andet Arsenal og Aston Villa.

”Da jeg kom herover, boede vi begge her på hotellet de første par uger. Han fik så lejlighed før mig, så han sagde, at jeg bare kunne flytte med, og så boede vi sammen i en måned, før jeg fik mit eget. Så ham har jeg hængt meget ud med, og vi ses stadig tit. Han har jo prøvet lidt af hvert i sin karriere, og han er en meget åben og sjov person. Han er her alene, for han er fra London, hvor hans familie er blevet boende, så vi hygger os sammen. Rent aldersmæssigt er han godt nok ved at være deroppe ad, men jeg har jo været vant til holdkammerater, der er endnu ældre,” siger Casper Sloth med et grin og en tanke på nu 39-årige Martin Jørgensen, som han spillede sammen med i godt fire sæsoner i AGF.

Når folket brøler York-shire på Elland Road
Med 800.000 indbyggere i byen og over to millioner mennesker i by-området er der også masser at lave i Leeds, selv om den udrejste dansker gerne indrømmer, at der selvfølgelig er dage, hvor der ikke sker så meget.

”Nogle gange keder man sig da lidt, men det gjorde jeg jo også derhjemme en gang imellem, hvor man bare satte sig hjem og så noget fjernsyn. Det er bare det, at man ikke har familie, kæreste og venner tæt på, men så kommer de her, og når man selv har muligheden, tager man også hjem, for der har faktisk været nogle fridage omkring landsholdspauserne.”

”Jeg er trods alt også 22 år nu. Det var værre, hvis man var 18, men selvfølgelig ville man da gerne ønske nogle gange, at de var lidt tættere på, men det er jo en del af det. Jeg har drømt om at komme ud, og det er der både plusser og minusser ved,” siger midtbanespilleren og noterer, at selv om man er rejst ud, så er man jo ikke så langt væk som før i tiden, for der kan ringes og skypes, og i de nærmeste dage skulle han få koblet en boks på tv’et, så han også kan se alle de danske kanaler.

Og er der brug for en fodboldsnak med kolleger, der ved, hvad det handler om, så har han altid et par navne at trække på.

”Der bor ikke lige nogle andre danske spillere i nærheden, Schmeichel er nok den tætteste, men jeg snakker en del med Christian [Eriksen i Tottenham]. Der er jo bare et stykke vej ned til London, så det bliver ved telefonen. Vi har spillet på ungdomslandsholdet sammen siden U/17 og har også spillet et par kampe sammen på landsholdet.”

”Jeg snakker også meget med Viktor Fischer, som jeg spillede sammen med i AGF. Vi har kendt hinanden i mange år, han er en god kammerat, og vi mødes også i sommerferierne. Så det er rart at kende nogen, der ved, hvordan det er med fodbolden, og som man har spillet sammen med i mange år,” siger Casper Sloth fra sin base i Englands største by med kun én fodboldklub i divisionerne.

Så interessen er stor, og selv om der altid er ledige sæder på det næststørste stadion i The Championship (Sheffield Wednesdays Hillsborough er større), kan Casper Sloth sagtens mærke, at fodbolden fylder meget både på og udenfor stadion. For folket er stolte af deres klub, dens historie og det område den kommer fra, så de rejser sig stadig og brøler et synkront ”York-shire” ned mod spillerne på banen.

”Ja, det råber de, men i det hele taget har de alle mulige slagsange, og de mest larmende tilhængere sidder i hver deres ende og råber til hinanden. Det giver en rigtig god stemning, også fordi Elland Road er meget kompakt.”

”Man kan ikke rigtigt sammenligne det med noget i Danmark med mindre Brøndby og FCK skal møde hinanden. Den stemning, der er, er noget helt andet, men det er rigtig fedt. Og stort set alle steder man spiller, er der fuldt hus,” fortæller Casper Sloth.

For selv om Leeds ikke er, hvad Leeds var engang, så er det stadig den klub, som Don Revie gjorde stor i tresserne, den klub der vandt det sidste mesterskab i 1992, før 1. division blev til Premier League, og Howard Wilkinson solgte Eric Cantona til Manchester United, og den klub der omkring år 2000 med David O’Leary som manager var tæt på at nå tilbage til toppen med en Champions League-semifinale i 2001 som højdepunktet, før økonomien kollapsede, da indtjeningerne ikke kunne stå mål med udgifterne.

Fortidens flotte bedrifter, ambitionerne for fremtiden og hele konceptet med fodbold i England var med til, at Casper Sloth sagde ja tak, da tingene faldt i hak tilbage i august, selv om Leeds United også på mange måder lignede en kaotisk klub med ejerskifte, managerskifter og et årti udenfor Premier League efter nedrykningen i 2004.

”Det tænkte jeg nu ikke så meget over. Jeg vidste bare, at Leeds havde været rigtig store engang, havde været helt nede at vende i den tredjebedste række og nu var på vej op igen, og det synes jeg lød spændende. Også fordi det er så stor en klub. Vi har mellem 20.000 og 30.000 tilskuere til hver hjemmekamp, og da vi spillede i Blackburn, var der 7000 tilhængere, der rejste med. Det er jo helt vildt.”

”I løbet af sommeren havde der også været noget interesse fra Frankrig, men det var Leeds, der kom med flest penge [anslået et par millioner kroner mere end Evian i transfersum], så der havde jeg ikke så meget at skulle have sagt. Men jeg syntes, at det lød spændende. Og Leeds var inde i billedet et stykke tid, så jeg kunne også nå at forberede mig lidt. Jeg kendte godt nok ikke rigtig nogle spillere i truppen, men jeg gik ind og streamede deres kampe, før jeg selv kom over, og det så fint ud.”

”Man hører jo så meget om, at det bare er lange bolde og fuld skrald, men det har faktisk overrasket mig, hvor mange af holdene, der gerne vil spille fodbold nede på jorden. Det gør vi i hvert fald, og samtidig bliver der spillet rigtig hurtigt, så det passer mig godt. Det har været meget positivt,” siger Casper Sloth, der samtidig var kommet i en situation, hvor det var tid at komme videre fra AGF efter 10 år i klubben.

For der havde været interesse fra udlandet før, og nu hvor AGF var rykket ned, ville han gerne have en ny udfordring, hvilket skabte en del rumlen i Århus og snak fra direktør Jacob Nielsen om, at Casper Sloth ikke var 100 procent til stede rent mentalt.

Afskeden med AGF har midtbanemanden ikke lyst til at snakke nærmere om, men han følger stadig sin gamle klubs gøren og laden og var også forbi Fredensvang, sidst han var hjemme. Men fokus er selvfølgelig på livet i Leeds United.

Teenagere har taget favoritpladsen
Foreløbig er det blevet til 10 kampe for manden med nummer 33 på ryggen af den hvide trøje, men han håber på mere, træner hårdt og venter på, at døren åbner sig igen. For han kan stadig se masser af perspektiver i skiftet.

”Jeg synes, vi har mange gode spillere. Det er svært at sige, hvem der decideret skiller sig ud. Vi har to angribere, der har scoret en del mål, og vi har mange unge spillere som Alex Mowatt og Lewis Cook, som jeg synes er gode. Og så har vi også vores venstre back, Stephen Warnock, der blandt andet har spillet Premier League for Liverpool og er en god spiller,” siger Sloth med navns nævnelse af de to centrale midtbanefolk på henholdsvis 19 og 17 år i Leeds-diamanten, der foreløbig har holdt ham væk fra favoritpladsen.

”Jeg bliver udfordret, og niveauet er noget højere end det, jeg kom fra, men det var også det, der var planen. Det havde været mærkeligt andet, men jeg føler, at jeg kan være med, så på den måde er det også rigtig godt.”

”Før jeg kom herover, så jeg selvfølgelig Premier League som de fleste andre. Der er nok ikke ret mange, der ser Championship, så der er heller ikke ret mange, der er klar over, hvordan ligaen egentlig er, hvordan niveauet er. Man tænker bare næstbedste række, og så er der nok ligesom i Danmark. Men hvis man ser det eller spiller i det, bliver man overrasket. Der er et højt niveau. Jeg vil selvfølgelig gerne ende i Premier League en gang, men jeg var også godt klar over, at det ikke var der, jeg skulle starte,” siger Sloth om det første skridt ud i fodboldverdenen.

For Premier League er også ambitionen i Leeds, men efter at være sluttet som nummer 14, 13 og 15 i The Championship i de seneste tre år er klubejer Massimo Cellino gået ind i projektet med tålmodighed og en ambition om oprykning i sommeren 2016.

”Vi ligger overhovedet heller ikke til oprykning lige nu, så umiddelbart tror jeg, at ambitionen er at etablere sig i rækken og få holdet spillet sammen. Når der er blevet hentet så mange spillere, er det klart, at det nok også vil tage noget tid. Men næste år kan vi gå efter at komme op blandt de seks bedste. For Leeds er da helt sikkert en klub, der helst skal tilbage i Premier League. Det er jo en af de 10 største klubber i England,” siger klubbens danske islæt, der ikke har opgivet ævred trods manglen på spilletid.

”Leeds er et godt sted at være, det er en fed liga at spille i, og der er gode folk omkring, så på den måde er alt fint. Når jeg nu begyndte så godt, er det selvfølgelig lidt øv at ryge ud, men jeg skal nok få arbejdet mig tilbage og så komme til at spille igen,” siger Casper Sloth efter to kampe udenfor truppen. 

Efter Tipsbladets besøg i Leeds sad Sloth også helt ude i de to næste kampe, men i lørdags var han med på bænken mod Ipswich som et skridt på vej tilbage mod spilletiden. Forude venter Nottingham Forest (ude), Wigan (hjemme) og Derby (ude).