Brighton henter mangeårig Premier League-angriber tilbage
Premier League

Brighton henter mangeårig Premier League-angriber tilbage

Brighton fra Championship har skrevet en et-årig kontrakt med Bobby Zamora, der senest var i QPR. Den rutinerede forward spillede også i klubben i begyndelsen af 00'erne.

Bobby Zamora har været på klubjagt siden sidste sæsons afslutning, hvor han ikke fik sin aftale forlænget med Premier League-nedrykkerne Queens Park Rangers.

Men nu har den 34-årige angriber fået styr på fremtiden. Zamora vender tilbage til Brighton, hvor han fra 2000 til 2003 scorede 70 mål i 119 kampe. Undervejs hjalp han klubben til to oprykninger. 

Siden er karrieren gået forbi London-kvartetten Tottenham, West Ham, Fulham og Queens Park Rangers, men nu er Zamora altså tilbage på den engelske sydkyst. Brighton bekræfter på deres hjemmeside, at de har skrevet en et-årig aftale med Zamora. 

- Vi er meget glade for at have hentet Bobby tilbage til Brighton. Han behøver ingen introduktion her. Fansene har set hvad, han kan udrette i en Brighton-trøje, siger manager Chris Hughton til klubbens hjemmeside.

Zamora der i 2011 fik sin debut på det engelske landshold, kan få comeback for Brighton, når de åbner Championship-sæsonen mod Nottingham Forest på fredag.