Bekymret Pellegrini: Der var mange problemer
Foto: Jon Super/Polfoto
Premier League

Bekymret Pellegrini: Der var mange problemer

Der er problemer nok at tage fat på for Manuel Pellegrini, efter hans Manchester City i går tabte vigtige point i toppen af Premier League efter nederlaget til Liverpool.

Søndag var en dårlig dag for Manchester City og holdets mesterskabschancer. Manuel Pellegrinis mandskab tabte 2-1 til Liverpool, og dermed har man fortsat fem point op til Chelsea, der tilmed har spillet en kamp færre i Premier League. 

Nederlaget bekymrer manager Pellegrini, der føler, at hans hold svigtede efter to storsejre i ligaen på 4-1 og 5-0 over henholdsvis Stoke og Newcastle.

- Der var mange problemer. Det var to mål fra Liverpool - to flotte mål oppe i hjørnet. Jeg er bekymret over hele holdet. Vi spillede rigtig godt i de sidste to Premier League-kampe mod Stoke og Newcastle, siger den chilenske manager ifølge Daily Mirror.

- Dette var ikke vores hold. Vi kan ikke tabe så mange bolde med de tekniske spillere, vi har. I første halvleg tabte vi for mange bold, især i de første 15 minutter. Jeg er bekymret over, at vi mister bolden for meget.

Pellegrini kan glæde sig over, at hans hold har alle muligheder for at hente lidt af det tabte ind i løbet af den kommende måned. Her er Premier League-modstanderne nogle på papiret overkommelige af slagsen. Leicester, Burnley, West Bromwich og Crystal Palace er således de næste fire ligamodstandere, men returkampen mod Barcelona venter i Champions League.