Bekræftet: Podolski til lægetjek i Galatasaray
Premier League

Bekræftet: Podolski til lægetjek i Galatasaray

Galatasaray bekræfter, at Lukas Podolski skal igennem lægetjek lørdag formiddag.

I Arsenal har man ikke tilbud om fast spilletid til tyske Lukas Podolski. Angriberen blev i foråret udlejet til Serie A-storklubben Inter, hvor succesen dog ligeledes udeblev. Nu ser det dog omsider ud til, at fremtiden afklares for den tyske angriber. 

Tyrkiske Galatasaray har nemlig været meldt tæt på Podolski i flere omgange, mens hovedpersonen selv fredag meldte, at han gerne vil til Tyrkiet. Et skidt som Arsenal-spilleren nu er meget tæt på at tage, og en aftale kan allerede blive officiel lørdag: 

- Vi kan bekræfte, at vi har indledt de helt afgørende forhandlinger med Arsenal om et skifte. Lørdag morgen drager Lukas Podolski til Lev Hospital, hvor han skal igennem det obligatoriske lægetjek. Vi opdaterer omkring udviklingen, når der er nyt, skriver Galatasaray i en pressemeddelelse på sin hjemmeside. 

I et interview med Galatasaray TV udtalte spilleren tidligere på ugen, at han især beundrede de tyrkiske fans samt kulturen i tyrkisk fodbold. 

Lukas Podolski har foruden Arsenal optrådt hos FC Köln og Bayern München, mens han i 2004 fik debut for det tyske A-landshold. Her har han repræsenteret sit land 125 gange.