Barca-præsident: Van Gaal gør United til topklub
Foto: Manu Fernandez/Polfoto
Premier League

Barca-præsident: Van Gaal gør United til topklub

I FC Barcelona kender de udmærket Louis van Gaal, der har været træner i klubben i to omgange. Præsident Josep Maria Bartomeu tror, at hollænderen er den rette mand for Manchester United.

Sent lørdag aften dansk tid slog Manchester United FC Barcelona med 3-1. På United-bænken sad Louis van Gaal, og det er godt for De røde djævle, mener Barcelona-præsident Josep Maria Bartomeu.

Han kender således Van Gaal fra hollænderens tid i Catalonien, og han mener, at det er til Uniteds fordel, at de har så dygtig en træner ansat. Han var blandt andet manden, der gav debut til Xavi, Andrés Iniesta, Carles Puyol og Victor Valdés.

- Det er et godt træk. Vi kender ham, fra da han var i Barcelona, og man skal huske, at en af vores bedste spillere i de sidste 15 år, Xavi, blev hjulpet frem af Van Gaal, siger Bartomeu ifølge The Guardian.

- Van Gaal gjorde det godt ved at have stor tillid til vores unge spillere. De unge spillere fra vores akademi, La Masia, brugte han meget, og han havde ret, fordi i de sidste 12 eller 15 år har de spillere været de bedste spillere på vores hold. 

- Vi ved, hvor stærk, intelligent og klog han er. Hvordan han får det bedste ud af sine spillere, og United kommer til at være en af topklubberne i år, det er jeg sikker på.