Avis: Rodgers vil bede skadet Sturridge om at spille mod Arsenal
Premier League

Avis: Rodgers vil bede skadet Sturridge om at spille mod Arsenal

Daniel Sturridge måtte melde fra til det engelske landshold på grund af en skade, og de første meldinger gik på en måneds pause. Men Liverpool-manager vil bede angriberen om at spille mod Arsenal og trodse smerterne fra skaden. Det skriver Mirror.

Liverpool FC's Daniel Sturridge måtte i sidste uge forlade den engelske træningslejr på grund af en skade i hoften. Dermed missede angriberen landsholdets kamp mod Litauen, mens han heller ikke er at finde i truppen til tirsdagens kamp mod Italien. De første meldinger gik på en måneds pause til Sturridge, og dermed så det ud til, at Liverpool måtte undvære angriberen i lørdagens kamp mod Arsenal samt de efterfølgende kampe i Premier League.

Men Liverpool-manager Brendan Rodgers håber stadig på at kunne råde over Daniel Sturridge. Den engelske avis Mirror skriver, at Rodgers vil have Sturridge til at trodse smerterne og spille kampen for klubben. Opgøret mod Arsenal kan meget vel være afgørende for Liverpools forhåbninger om at hente en Champions League-plads, da de på femtepladsen har fem point op til netop Arsenal på fjerdepladsen, og i sådan et opgør kan Daniel Sturridge blive vital.

Derfor vil Rodgers have Sturridge med i den vigtige kamp, og han må i forvejen undvære Martin Skrtel og Steven Gerrard på grund af karantæner, mens Adam Lallana er tvivlsom med en skade.

Daniel Sturridge pådrog sig skaden i 1-2-nederlaget til Manchester United på hjemmebane før landskampspausen. Han har tidligere i sæsonen været ude i store perioder med skader.