En vildfaren kat, der løb ind på banen, var det helt store samtaleemne efter mandagens Premier League-topopgør mellem Liverpool og Tottenham på Anfield. Selve kampen var en begivenhedsløs nullert, og derfor er det i dagene derpå katten - nu med navnet Anfield Cat - der har stjålet al opmærksomheden.
Både lokale, nationale og internationale medier har forsøgt at opspore den modige kat og dens ejere, og tirsdag aften fik Liverpool Echo måske et lille gennembrud i sagen. Lokalavisen har muligvis opklaret identiteten på øjeblikkets mest omtalte kat.
Ifølge en beboer omkring Liverpools hjemmebane, Anfield, er kattens navn Socks. Socks strejfer regelmæssigt omkring Lothair Road umiddelbart i nærheden af det legendariske stadion.
- Der er ikke så meget at sige om Socks. Han er en kat, der har været omkring Anfield i et stykke tid nu. Stakkelen er sådan en venlig kat, og han fortjener et godt hjem, siger beboeren Terry Riley.
Hvis Socks ER Anfield Cat har han i hvert fald fået gjort opmærksom på sig selv. En Twitter-profil oprettet i navnet Anfield Cat har onsdag morgen over 37.500 followers. Ikke dårligt for et husdyr uden sceneskræk!
Se "Anfield Cat" løbe ind på Liverpools hjemmebane: