Andy Carroll angriber Rodgers
Foto: Michael Zemanek / Polfoto
Premier League

Andy Carroll angriber Rodgers

Andy Carroll er utilfreds med den behandling, han fik af manager Brendan Rodgers under sin tid i Liverpool FC.

Andy Carroll har for alvor markeret sig som en profil i Premier League. I West Ham United har angriberen været flyvende efter sit skifte fra Liverpool, hvor succesen var mere begrænset. Nu afslører hovedpersonen selv da også, at forholdet til manager Brendan Rodgers var anstrengt i Liverpool. 

Her fik West Ham-profilen nemlig forskellige informationer fra Rodgers, der resulterede i, at respekten mellem de to forsvandt: 

- Med Brendan Rodgers i spidsen, foregik der en masse ting. Det han sagde til mig og det, der rent faktisk foregik var helt forskelligt. Han fortalte mig noget ansigt til ansigt, og når jeg så forlod træningsbanen, kunne han finde på at ringe mig op og sige det helt modsatte. Han fortalte, at jeg skulle starte hver uge og spille på toppen. Da jeg kom hjem ringede han og fortalte, at Fulham og West Ham ville have mig, mens han selv mente at det var bedst, at jeg smuttede, fortæller Andy Carroll i et interview med The Times og fortsætter:

- Dette skete ti minutter efter vores samtale. Jeg havde lyst til at køre tilbage til anlægget for at se, om han på ny ville ændre forklaring. Sådan var det flere gange. Han fortalte mig noget, og mente noget helt andet efterfølgende. Han kørte rundt med mit hoved, og jeg mistede faktisk respekten for ham for at være ærlig, udtaler Andy Carroll. 

Andy Carroll blev i 2012 udlejet til West Ham United, inden det året efter blev til en permanent aftale med angriberen.