Video : Tipsbladet
Premier League

Cahill: Andreas Christensen er en yngre version af Luiz

David Luiz kan være til stor gavn for Andreas Christensen i Chelsea. Det mener klubbens anfører, Gary Cahill.

Andreas Christensen vendte i sommer tilbage til Chelsea efter to år som lejesvend i tyske Gladbach, og den danske forsvarsspiller har på kort tid imponeret alt og alle. 

Med solide præstationer har han slået David Luiz af holdet, men selvom de to spillere kæmper en hård kamp om spilletid, kan danskeren lære meget af den rutinerede brasilianer. Det mener anfører, Gary Cahill: 

- Andreas er en yngre version af Luiz, og jeg mener, at Luiz kan hjælpe ham meget med at udvikle sig. 

- Han (Luiz red.) har oplevet en masse som spiller og vundet en masse trofæer. Han er en meget erfaren forsvarsspiller, og Christensen har mange af de samme egenskaber i sit spil. 

- Jeg er overbevist om, at Luiz kan rådgive ham rigtig meget, akkurat som han allerede har gjort. 

David Luiz startede i går inde for Chelsea, da Qarabag blev besejret med 4-0 i Champions League, mens Christensen fik et velfortjent hvil på bænken.

Danskeren forventes dog at vende tilbage i startopstillingen, når The Blues i weekenden møder Liverpool.