Agger om muligt skifte: Det er op til Liverpool
Illustration
Premier League

Agger om muligt skifte: Det er op til Liverpool

Daniel Agger ved ikke, hvad fremtiden kommer til at bringe for ham. Lige nu er bolden hos Liverpool, så et eventuelt skifte er en anelse strandet i øjeblikket.

Daniel Aggers fremtid i Liverpool har i et stykke tid været lidt uklar. Klubben har denne sommer hentet Dejan Lovren til det centrale forsvar, og derudover råder manager Brendan Rodgers over Martin Skrtel, Kolo Toure, Mamadou Sakho og Sebastian Coates til de to pladser i midterforsvaret, og det kan efterlade Agger lidt ude på et sidespor.

Selv er danskeren ikke klar over, hvad den kommende sæson skal byde på.

- Fremtiden er kompliceret. Der er nogle ting, som skal løses, og så må vi tage den derfra, siger Daniel Agger til Jyllands-Posten og tilføjer, at det lige nu er op til Liverpool, om hvad der skal ske for danskeren.

Han kan se tilbage på en sæson, hvor han skiftede fra at være fast mand og til at være reserve på udskiftningsbænken.

- Jeg havde mange småskader på de helt forkerte tidspunkter, og jeg må se i øjnene, at det er svært at lave om på holdet, når det vinder. Det er jeg ikke frustreret over. Det er jeg på grund af måden, det er sket på, og måden det er håndteret på. Vi havde eksempelvis vundet seks-syv gange i træk med mig på holdet, og så var jeg væk fra træningen i to dage op til en kamp mod West Ham, fordi jeg havde knæproblemer. Derfor spillede jeg ikke den kamp, og så var jeg efterfølgende ude af holdet, siger Agger videre til avisen.

I Liverpools to første kampe har Daniel Agger været ukampdygtig på grund af en skade. Transfervinduet lukker på mandag ved midnat.