Adidas til Man U: Champions League-kvalifikation eller bøde
Illustration
Premier League

Adidas til Man U: Champions League-kvalifikation eller bøde

Manchester United indgik rekordkontrakt med tøjsponsoren Adidas, men kontrakten kommer ikke uden betingelser.

Manchester United skal kvalificere sig til Champions League inden udgangen af 2016-2017. Ellers får det økonomiske konsekvenser ud over dem, der er direkte forbundet med det sportslige. 

Storklubben indgik for nylig en rekordaftale med tøjsponsoren Adidas, der indbringer Manchester United omkring 700 mio. kr. om året, men ifølge flere engelske medier indeholder kontrakten en række betingelser. 

En af betingelserne er altså, at Manchester United hurtigst muligt skal finde en vej tilbage til det fine selskab og Champions League. Hvis ikke målsætning nås, vil sponsoraftalen blive reduceret med 30 pct. Det skriver The Telegraph. 

Skulle det utænkelige ske at Manchester United rykker ned, vil klubben kun modtage halvdelen af det aftalte beløb i samtlige sæsoner, The Reds tilbringer uden for Premier League. 

Adidas har dog gjort brug af lige dele gulerod og pisk i aftalen. Således kan Manchester United også se frem til klækkelige bonusser, hvis det skulle lykkes at hente titlen i FA Cuppen, Champions League eller Premier League til Manchester.