Officielt: Lars Søndergaard ny træner i AaB
Foto: Asbjørn Sand/Polfoto
Generelle

Officielt: Lars Søndergaard ny træner i AaB

AaB har torsdag præsenteret Lars Søndergaard som Kent Nielsens afløser.

Det har været en offentlig hemmelighed i længere tid, men nu er det officielt: Lars Søndergaard er ny træner i AaB fra sommeren 2015. Det har klubben netop offentliggjort i en pressemeddelelse. 

Lars Søndergaard afløser altså Kent Nielsen, der skifter til OB efter denne sæson. Søndergaard har underskrevet en kontrakt, der ifølge AaB er "uopsigelig frem til sommeren 2017".

Lars Søndergaard ser frem til at begynde som træner i AaB.

- Jeg vil gerne understrege, hvor glad jeg er og har været for mine snart fire år i SønderjyskE, og jeg ser frem til at gøre arbejdet færdigt med dem her i foråret. Når det er sagt, så er det klart, at jeg er stolt af og glæder mig til mine nye udfordringer som cheftræner i AaB, som er et drømmejob for mig, siger Lars Søndergaard.
 
- Jeg ser frem til sammen med den øvrige stab at være med til at tage AaB videre til næste step, og forhåbentlig kan vi sammen bygge videre på de seneste års dygtige arbejde, tilføjer han.
 
Lars Søndergaard bor allerede i Aalborg og  har tidligere været cheftræner i AaB i en kort periode i 1997, hvor han stod i spidsen for klubben i otte kampe med fem sejre, én uafgjort og to nederlag til følge. Han har også tidligere spillet 40 førsteholdskampe for klubben, ligesom han før har haft roller som assistenttræner og ungdomstræner.