Ny dommeraftale: Femte- og sjettedommere på vej i Superligaen
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Generelle

Ny dommeraftale: Femte- og sjettedommere på vej i Superligaen

Den nye dommeraftale i Superligaen rummer flere tiltag.

Professionelle dommere, mere feedback og femte- og sjettedommere i Superligaen. 

Det er nogle af de tiltag, der bliver indført med den nye aftale for danske fodbolddommere, som er blevet indgået og præsenteret fredag. 

Det har allerede været fremme, at to Superliga-dommere fra næste sæson vil modtage løn som halvtidsprofessionelle dommere, men den nye dommeraftale indeholder flere tiltag. Det oplyser DBU i en meddelelse på fodboldforbundets website.

Blandt andet vil der til udvalgte kampe være hele seks dommere til stede. I det omfang det kan finansieres efter tilskud fra UEFA vil man til udvalgte kampe i Superligaen således benytte sig af femte- og sjettedommere som man kender det fra blandt andet Champions League. 

Desuden er det planen, at klubberne fremover skal give feedback til dommerne efter hver kamp. Tidligere har det udelukkende været dommerudviklere, der har bedømt de enkelte dommere. Endelig ønsker man at indføre en ordning, der skal gavne udviklingen af nye dommertalenter.

Hos foreningen Danske Fodbolddommere glæder man sig over den nye dommeraftale.

- Det er min opfattelse, at vi med den nye aftale har bragt forholdene for Elitedommerne op på et niveau, der langt hen ad vejen er tilsvarende det, der gælder de lande, som vi sammenligner os med. Med aftalen forbedrer vi også forholdene for vores talenter, der bliver endnu bedre forberedt på de opgaver, de skal varetage i landets bedste række. Vi vil gerne takke DBU og Divisionsforeningen for et konstruktivt forhandlingsforløb, og villigheden til at ændre forholdene for de danske fodbolddommere, siger formand Per Buttenschøn.

Den nye dommeraftale træder i kraft efter sommerferien.