Mourinho: Costa er priviligeret, han blev droppet sidst
Foto: Tim Ireland/Polfoto
Generelle

Mourinho: Costa er priviligeret, han blev droppet sidst

Diego Costa blev fanget på kamera, da han smed en overtræksvest i Mourinhos retning. Manageren tog dog let på episoden efter kampen.

Diego Costa var tydeligt frustreret, da det gik op for ham, at han ikke skulle på banen i Chelseas kamp mod Tottenham søndag.

Manager Jose Mourinho kunne efter kampen sagtens forstå Costas frustration over ikke at blive skiftet ind. Men ifølge Mourinho skal den spanske angriber være glad for, at han ikke er endt på bænken noget før.

- Diego er meget privilegeret, fordi han var den sidste, der røg på bænken, sagde Mourinho til pressen efter kampen, der endte 0-0.

- Alle andre har været udeladt: Anføreren, John Terry. Branislav Ivanovic, Gary Cahill, vice-anføreren for England. Nemanja Matic, Cesc Fabregas, Pedro, Eden Hazard, årets spiller i sidste sæson, og Oscar. Alle har været på bænken, og Diego var privilegeret, fordi jeg beholdt ham på holdet i alle de kampe, sagde Mourinho.

Efter det gik op for Costa, at han ikke skulle ind, blev han fanget på kamera, mens han med ryggen til Mourinho kastede sin lyserøde overtræksvest, så den landede ved Mourinho. En episode, der blev gjort et stort nummer ud af i flere medier, men noget som Mourinho tog let på efter kampen.

- Hvis han vil skade mig, er det ikke med en overtræksvest. Jeg har et godt forhold til ham, ingen problemer, sagde Jose Mourinho.