Mit valg: Kan Robben og Neuer måle sig med CR7?
Illustration
Generelle

Mit valg: Kan Robben og Neuer måle sig med CR7?

Valget mellem en verdensmester, VM's bedste spiller og den største Champions League-profil.

På torsdag er jeg en heldig kartoffel, der skal se Champions League-lodtrækningen i Monaco, stemme om, hvem der var bedste spiller i Europa fra juli 2013 til juli 2014, og prøve at opsnuse alle de vigtige historier om match fixing, financial fair play og næste sommers præsidentvalg i FIFA.

Ligesom ved FIFA's Ballon d'Or må jeg ikke sige, hvem jeg stemmer på, før afstemningsresultatet er på plads, og da alle journalister i panelet afgiver deres stemme inden for de 30 sekunder, er der heldigvis heller ikke de samme spekulationer om partiskhed, som der er i FIFA's kåring i slutningen af kalenderåret.

Sidste år stod valget mellem Cristiano Ronaldo, Franck Ribery og Lionel Messi. Det er ingen hemmelighed, at jeg stemte på Franck Ribery, hvilket jeg til nogen undren også gjorde i FIFA's Ballon d'Or, hvor resultatet blev offentliggjort i januar.

Neuer, Cristiano Ronaldo og Robben

Denne gang står valget mellem Cristiano Ronaldo, Arjen Robben og Manuel Neuer. Man behøver ikke søge på nettet i ret mange sekunder for at indse, at en af de tre er storfavorit, hvor feltet sidste år var meget åbent, men lad os lige tage et kig på kandidaterne.

Manuel Neuer vandt VM og gjorde det med en i øjenfaldende rolle som sweeper bag en højtliggende firerkæde, ikke mindst mod Algeriet, en ottendedelsfinale tyskerne meget nemt kunne have tabt med en mindre vigtig og vaks keeper.

Neuer vandt det tyske mesterskab suverænt med Bayern, det exit fra Champions League, der kom for tidligt til de hyperambitiøse sydtyskeres smag, var på ingen måde Neuers ansvar, og ligesom jeg i Ballon d'Or var fristet af at give point til en defensivspiller som Thiago Silva (husk at det var før Brasiliens skuffende VM), så er det vel nu, hvis jeg nogensinde skal have chancen for at stemme på en målmand.

Og der findes vel næppe noget tungere argument end en fortjent VM-titel. Selv Champions League-titlen blegner ved siden af.

Cristiano Ronaldo var suveræn i Champions League. 17 mål i 11 kampe i verdens hårdeste klubturnering burde nærmest ikke være muligt, det hører halvtredserne eller tredserne til at score så flittigt. Nej, Ronaldo var ikke fantastisk i finalen hjemme i Lissabon, men han var det undervejs med en af de mest overbevisende enkeltmandspræstationer i turneringens historie. 

Det var en bet, at Real Madrid ikke vandt det spanske mesterskab, og at Portugal var så dårlig ved VM, men Ronaldo spillede med et springerknæ (der også drillede til CL-finalen), og det rammer selv den største jernmand, en kategori som træningsnarkomanen og vinderen Cristiano Ronaldo i den grad hører til i.

Og hvad så med Neuers holdkammerat Arjen Robben? En tilståelse: Jeg hører til blandt det mindretal, der elsker at se ham spille. Han spiller som en sydamerikaner med alle tilgængelige midler (herunder at falde for let så snart en modspillers fod er inden for 10 cm af hans) for at vinde, men han er også blevet en insisterende type med et højt bundniveau. Den vilje var relativt tæt på at vinde VM for et hollandsk hold uden store stjerner bag trioen af forwards, og det tæller meget op i min bog, ligesom Bayerns mesterskab gør det.

Hvem ville du vælge? Skriv dine argumenter til mig på Twitter eller Facebook.