PSG én sejr fra mesterskabet
Illustration
Ligue 1

PSG én sejr fra mesterskabet

Paris Saint Germain slog onsdag Daniel Wass, Jesper Hansen og de øvrige Evian-spillere og er nu kun tre point fra mesterskabet.

Paris Saint Germain er nu kun en sejr fra at genvinde det franske mesterskab.

Onsdag aften vandt hovedstadsklubben 1-0 over Evian Thonon Gaillard, og dermed skal rigmandsklubben nu blot bruge tre point i de sidste fire kampe for at få mesterskabet i hus. PSG har ti point ned til Monaco på andenpladsen.

Evian havde Jesper Hansen og Daniel Wass med i startopstillingen til opgøret mod PSG, og særligt Wass leverede en stor kamp. Det så også ud til, at Evian skulle få et overraskende point med sig fra Parc des Princes, men efter 89 minutter dukkede Blaise Matuidi op og sendte bolden forbi Jesper Hansen. Dermed vandt forhåndsfavoritterne 1-0 over Evian, der spillede den sidste halve time med en mand i undertal, efter at Kassim Abdallah blev udvist.

Paris Saint Germain møder i næste runde Sochaux på udebane i holdets første matchbold til mesterskabet.

Toulouse med Martin Braithwaite på banen spillede 0-0 med Lyon.