FC Barcelona-emne: Tror ikke på skifte
Foto: Valerio Pennicino/Getty Images
Ligue 1

FC Barcelona-emne: Tror ikke på skifte

Marco Verratti er et varmt emne i FC Barcelona, men hovedpersonen selv tror ikke på, at det kommer til at ske.

Det franske storhold PSG har haft en noget blandet sæson. I Ligue 1 måtte man se AS Monaco løbe med titlen, og i Champions League røg man katastrofalt ud til FC Barcelona i vildt drama. Lørdag sluttede sæsonen dog med en titel, da PSG-spillerne vandt Coupe de France. 

Udfordringerne fortsætter dog i sommerpausen, og en af dem bliver at holde på stjernespilleren Marco Verratti. PSG-profilen er et varmt navn i FC Barcelona, men efter pokalsejren lørdag er hovedpersonen selv optimistisk omkring chancerne for, at PSG kan beholde ham: 

- Det er klubben, der bestemmer, hvad der skal ske. Jeg tror dog, at jeg kommer til at være i PSG i næste sæson. Vi kommer til at tale sammen, ligesom vi gør hvert eneste år, siger Marco Verratti ifølge Goal.com og fortsætter:

- Jeg har stadig fire år tilbage af min kontrakt. Jeg tænker ikke på at forlade klubben, som det står i øjeblikket. Jeg er rigtig glad for at være en del af dette projekt, og jeg har altid sagt, at det er noget andet at vinde med PSG end med alle andre. Jeg har været her i en del år nu, og jeg vil gerne være med til at vinde noget rigtig vigtigt, udtaler Marco Verratti.

24-årige Verrattis agent udtalte forleden, at man vil i tale med PSG efter lørdagens pokalsejr.