Evian afviser: Wass ikke tæt på Marseille
Illustration
Ligue 1

Evian afviser: Wass ikke tæt på Marseille

Marseille interesserer sig for danske Daniel Wass, men en handel er ikke tæt på at flade på plads, fortæller pressedirektør Julian Dupraz på Twitter.

Olympique Marseille ønsker at købe Daniel Wass fri af sine sidste to år i Evian, og Wass selv har også givet udtryk for, at han vil prøve noget andet. Forlydenderne om at en aftale er nært forestående, bliver dog her til formiddag slået godt og grundigt til jorden.

Pressedirektør Julian Dupraz dementerer historierne på sin Twitter-profil.

- Vi afviser, at der skulle være en aftale med Olympique Marseille om en transfer for Wass. For at der skal være en aftale, må der være forhandlinger først, ikke?

Dermed indbyder Julian Dupraz også til, at Marseille må komme ud af busken og komme med et udspil, hvis de ønsker at hente klubbens danske guldfugl. Træner og sportsdirektør Pascal Dupraz har ved tidligere lejligheder sagt, at Daniel Wass vil kunne begå sig i enhver fransk top fem-klub, og har også udtalt, at klubben er klar til at sælge, hvis det rette bud kommer.

Spillet om Daniel Wass er altså i fuld gang, og tweetet fra Julian Dupraz kan måske også være med til at vække Schalke 04, AS Roma, St. Etienne og Rennes, der tidligere har været meldt interesserede.