Agent klar i mælet: Wass skal finde ny klub
Foto: Martin Davidsen/tipsbladet.dk
Ligue 1

Agent klar i mælet: Wass skal finde ny klub

Daniel Wass, der i løbet af denne sæson er sat i forbindelse med diverse klubber i Europa, kommer med stor sandsynlighed ikke til at rykke med Evian TG FC ned i den franske Ligue 2. Det udtaler spillerens agent, Michael Johansen, til tipsbladet.dk.

Efter flere gode præstationer, navnligt i efterårssæsonen, er interessen for Daniel Wass stor, hvor blandt andet AC Milan, Newcastle og Fiorentina har været nævnt som mulige destinationer for den danske offensivspiller. 

25-årige Wass har kontraktudløb i den franske klub i sommeren 2016, hvorfor danskeren til sommer bliver en eftertragtet herre, da prisen af den årsag nok bliver formindsket

Dog forventer spillerens agent ikke, at Wass i næste sæson kommer til at slå sine folder i Ligue 2. Det udtaler han til tipsbladet.dk. 

- Målet er at finde en ny klub, men hvis ikke det kan lade sig gøre, så må han tage med i Ligue 2, siger den tidligere FCK-spiller Michael Johansen, der er agent i firmaet Pro XI.

- Dog er det ikke det, der er attraktivt, når man er med på landsholdet. Jeg kan selvfølgelig ikke love noget, men planen er da absolut, at Daniel skal noget andet, udtaler han. 

Der har været rygter om interesse fra blandt andet Italien, England og Tyskland, og spillerens agent bekræfter også, at den interesse stadigvæk er intakt. 

- Der er stadigvæk interesse ja, men jeg vil ikke nævne nogle klubber, lyder det. 

Daniel Wass har i denne sæson spillet 32 kampe med 8 mål og 4 assists til følge.