Vild udvikling: Albanien har overhalet Danmark med raketfart
Foto: Rasmus Flindt/Polfoto
Landshold

Vild udvikling: Albanien har overhalet Danmark med raketfart

Danmark ligger under Albanien på FIFA's verdensrangliste. For 20 år siden så det helt anderledes ud.

Da Danmark i 1993 mødte Albanien i Parken, blev det til en 4-0-sejr til det danske landshold på vejen mod VM. Dengang var der en verden til forskel på Danmark og Albanien, hvilket også illustreres af et kig på FIFA's verdensrangliste dengang. 

I 1993 lå Europamestrene fra Danmark således nummer seks, mens Albanien lå helt nede som nummer 92. Siden er der sket meget i fodboldens verden, og før fredagens kamp mellem Albanien og Danmark er rollerne byttet om. 

Kigger man på den seneste udgave af FIFA's verdensrangliste, ligger Albanien nemlig over Danmark. Albanerne er placeret som nummer 22, mens Danmark er nummer 25 på listen, der udregnes efter en kryptisk formel baseret på tidligere kampe. 

Tipsbladet.dk bringer her et overblik over udviklingen i de to nationers placering på verdensranglisten. Det viser sig, at det først er det seneste år, at Albanien har overhalet Danmark, men det er bemærkelsesværdigt, at albanerne de senere år har haft en eksplosiv fremgang på FIFA's verdensrangliste, mens Danmark har svinget meget i både præstationer og placeringer.

På den baggrund kan man altså konstatere, at Danmark - ifølge FIFA's verdensrangliste - ikke er ubestridt favorit inden fredagens opgør i nationalarenaen, der fløjtes i gang klokken 20.45.