Vibe: Vil spille mod Brasilien og Kasakhstan
Illustration
Landshold

Vibe: Vil spille mod Brasilien og Kasakhstan

Lasse Vibe er ikke tilfreds med pointhøsten, men glad for sine personlige erfaringer med landsholdet.

Mange måneders succes havde tirsdag sendt Lasse Vibe i Morten Olsens startopstilling, da Danmark tog imod Portugal i EM-kvalifikationen. Målscoreren fra kampen mod Albanien i lørdags fik dog kun en enkelt halvleg på banen i den rød-hvide nedtur, som endte med et 0-1-nederlag til Portugal.

IFK Göteborg-topscoreren tager det dog ikke som et nederlag, at han måtte vige pladsen for Uffe Bech ved pausen, således Danmark kunne ændre formation fra 4-4-2 til den mere velkendte 4-3-3.

- Jeg er ikke skuffet. Jeg kom ind i pausen sidst og fik lov at spille 45 minutter - i dag spillede jeg så de første 45 minutter. Jeg er ny på det her hold, og indtil videre tager jeg de minutter og de erfaringer, jeg kan få. Jeg ville være mere skuffet, hvis jeg havde følt, at jeg ikke havde gjort mit. Mest af alt er jeg skuffet over resultatet, siger Lasse Vibe til tipsbladet.dk og tilføjer:

- På sigt er det min plan at komme til at spille alle kampe - ligemeget om vi møder Brasilien eller Kasakhstan.

Lasse Vibe var i tirsdagens opgør oppe mod spillere som Cristiano Ronaldo, Ricardo Carvalho og Nani. Ikke ligefrem typer, han til dagligt støder på i Allsvenskan, men angriberen var ikke skræmt over modstanden.

- Fodbold er også et mentalt spil. Hvis man indstiller sig på, at man er bedre end sin modstander eller mindst lige så god, så føles det også sådan, så jeg synes ikke, der var så stor forskel, siger Vibe.

Lasse Vibe lå på toppen sammen med Nicklas Bendtner i opgøret mod Portugal.