U/21-optakt: Sverige - Portugal
Landshold

U/21-optakt: Sverige - Portugal

Danmarks overmænd fra Sverige er klar til at møde Portugal, der viste skræmmende styrke og vandt 5-0 over Tyskland. U/21-EM afgøres tirsdag aften.

Kampfakta:
Spillested: Eden Arena, Prag
Dommer: Szymon Marciniak, Polen
Kampstart: Tirsdag klokken 20.45
På tv: TV3+
Twitter: #SWEPOR #U21EM #U21DK
 
Holdnyt:
 
Sverige:
Øv. Det er vidst alt, der er at sige om den danske præstation mod Sverige lørdag aften. Men hatten af for svenskerne, der flere gange i turneringen har været i sækken, der blot har manglet at blive snøret. Svenskerne har vist store præstationer som kollektiv, og det er det, der også skal sikre svenskerne sejren tirsdag aften.

Joseph Baffo var småskadet mod Danmark og derfor ikke i aktion, men han kan måske vende tilbage mod Portugal i finalen. De to lande mødtes i øvrigt i gruppespillet, hvor Portugal kom foran 1-0 sent i kampen, inden Sverige til sidst fik udlignet til slutresultatet 1-1.

I finalen har landstræner Håkon Ericson med stor sandsynlighed alle mand klar.

 
Portugal:
Det var skræmmende, da Portugal i den tidligere semifinale lørdag gennemtævede de tyske forhåndsfavoritter med 5-0. Portugal har ganske enkelt samlet en spændende gruppe af spillere, hvor Bernardo Silva og William Carvalho er de to store, store stjerner.

Portugal har som Sverige endnu ikke oplevet at tabe en kamp ved U/21-EM, og landet har i løbet af turneringen blot lukket ét mål ind, det var mod Sverige.

Bernardo Silva blev skadet i semifinalen mod Tyskland, og det vil være et kæmpe slag for Portugal, hvis landet må undvære den store profil fra Monaco, men mon ikke han gør meget for at spille i finalen.
 

Karantæne:
Sverige: Ingen
Portugal: Ingen
 
Form:
Sverige: V-V-T-U-V
Portugal: V-V-U-U-V
 
Bud på startopstillinger:
Sverige (4-4-2): Carlgren - Lindelöf, Milosevic, Baffo, Augustinsson - Tipping, Hiljemark, Lewicki, Khalili - Guidetti, Thelin
Portugal (4-2-3-1): Sa - Esgaio, Oliviera, Figueiredo, Guerrerio - Carvalho, Sergio - Cavaleiro, Silva, Ricardo - Mario
 
Vidste du at…:
Begge de to lande har én gang tidligere været i U/21-EM finalen, men for begge lande bød det på et nederlag. Og faktisk var det Italien, der ødelagde det for Sverige og Portugal. Svenskerne var i finalen i 1992, hvor Sverige tabte over to kampe til Italien, mens Portugal i 1994 tabte med 0-1 til Italien i finalen.
 
Dom:
Det er virkelig en interessant finale, der venter. Dels er der spørsmålet om, hvem der har mest styr på nerverne, dels er der spørgsmålet om, hvem der har lært mest af det første opgør mellem de to hold. Portugal har vist skræmmende styrke senest mod Tyskland, og portugiserne er favoritter til opgøret. Sverige har omvendt haft problemer, men har flere gange kæmpet sig tilbage, og det viser karakter. De to lande spillede 1-1 i gruppespillet, så der venter en spændende finale. Vi tror dog mest på Portugal, som har et stærkt, stærkt hold, og portugiserne vinder finalen med 2-1.

Følg kampen LIVE - klik her

 Læs alt om U/21-EM-slutrunden - klik her