Thorup: Vil tage imod Christian Eriksen med kyshånd
Landshold

Thorup: Vil tage imod Christian Eriksen med kyshånd

Jess Thorup har ikke planer om at udtage Christian Eriksen til U/21-EM, men holder alligevel en dør åben for landsholdsprofilen.

Denne onsdag er der 19 dage til, at Jess Thorup offentliggør sit U/21-landshold, der skal deltage ved EM-slutrunden i Tjekkiet til sommer. Mange stærke navne er i spil til truppen, men særligt én spiller vil kunne agere kransekagefigur og offensiv stjerne, hvis han kommer med. 

Der er tale om Christian Eriksen, der ganske vist ikke har spillet på U/21-landsholdet siden sommeren 2011, men som stadig har alderen til at være med ved EM-slutrunden i Tjekkiet til sommer. Eriksen har endnu ikke meldt ud, om han er interesseret i at deltage ved U/21-EM for Danmark, og U/21-landstræner Jess Thorup regner altså ikke med den fynske Tottenham-spiller.

- Som jeg har sagt tidligere, så er Christian Eriksen en gudbenådet fodboldspiller. Ethvert hold vil tage imod ham med kyshånd – det skal der ikke herske nogen tvivl om. På den anden side er jeg også med på, at han er et halt andet sted i sin karriere og sit fodboldliv. Derfor har jeg ikke ham i tankerne. Det må jeg blankt erkende. Han er en fast integreret del af A-landsholdet, og han har været det i mange år. Han har ikke deltaget i U/21-kampene, så derfor har jeg ikke haft ham i tankerne, siger Jess Thorup til tipsbladet.dk.
 
Direkte adspurgt holder Jess Thorup dog en lille dør på klem for Christian Eriksen. 
 
- Som udgangspunkt kan jeg sige, at det ikke er min plan at tage ham med, men det kan jo være, at han ringer til mig og siger, at hans største drøm er at komme med. Så ville det undre mig meget, hvis jeg ikke siger ja til det. Som udgangspunkt er han ikke der i sin karriere, og derfor er han ikke umiddelbart i betragtning, siger Thorup. 
 
Jess Thorup offentliggør sin trup til U/21-EM den 1. juni.