Spillerforeningen: De bedste spillere vil til OL
Foto: Martin Lehmann/Polfoto
Landshold

Spillerforeningen: De bedste spillere vil til OL

Presset stiger på DBU forud for sommerens OL-turnering, hvor de danske spillere ikke ved, om de kan deltage.

Det danske U21-landshold tabte semifinalen ved sommerens U21-EM i Tjekkiet, men det var nok til at sikre dansk deltagelse ved OL næste år - første gang, at det dansk landshold deltager i en OL-slutrunde siden 1992 i Barcelona.

Men hvem kan vi sende af sted? Det er det helt store spørgsmål, for turneringen ingår ikke i kalenderen hos FIFA og UEFA, og derfor er klubberne ikke tvunget til at afgive spillere. Det giver problemer, fordi selv om Superligaen eventuelt kan rykkes, kan klubbernes europæiske deltagelse det ikke. Altså hvis klubber som FC Midtjylland og FC København kæmper for at komme med i europæisk gruppespil, kan klubberne holde spillere som Pione Sisto og Andreas Cornelius hjemme.

Det er selvsagt et potentielt voksende problem, som der skal tages hånd om, for selv om klubberne har 'last say', er spillerne meget interesserede i at komme til OL i Rio. Det siger Spillerforeningens direktør, Mads Øland.

- Det er vores indtryk efter de møder, vi har holdt med spillerne, at de bedste spillere meget gerne vil deltage for Danmark ved OL, siger Mads Øland til Ekstra Bladet.

DBU ønsker ikke længere at udtale sig om sagen, så lige nu ligger den der, hvor spillerne ikke ved, om de bliver udtaget, og om de må tage med. Divisionsforeningen har flere gange drøftet sagen, og lige nu er der altså ingen afklaring.

I en OL-slutrunde skal man udtage spillere under 23 år - kun tre spillere må være ældre.