Video : Tipsbladet
Landshold

Simon Kjær rasende efter svinestreg

Danskere fik en albue i hovedet i kampen mod Rumænien, men dommeren fløjtede ikke i situationen.

Simon Kjær fik én på kassen i søndagens VM-kvalifikationskamp mod Rumænien. 

Midtvejs i første halvleg blev en bold slået ned ad hjemmeholdets venstreside. Simon Kjær gjorde sig klar til at heade bolden væk, men øjeblikket før han nåede bolden, bakkede en rumænsk spiller ind i danskeren og smækkede sin albue ind i øjet på ham.

Forsvarsspilleren faldt til jorden, men kampens dommer Martin Atkinsons fløjte forblev tavs.

- Dommeren fløjtede ikke frispark eller noget som helst. Så stod han og sagde til mig, at det var bolden, jeg fik i hovedet. Jeg blev selvfølgelig pisse irriteret og ophidset, for jeg kunne godt mærke, det ikke var bolden, siger Kjær ifølge Ritzau.

Danskeren fik et sæbeøje ud af situationen og havde svært ved at fortsætte. I pausen måtte han trække stikket.

- Jeg havde svært ved at fokusere, og det snurrede lidt rundt. Det hjalp heller ikke, at jeg efter slaget skulle vinde tre-fire hovedstødsdueller. Det blev ikke bedre, og jeg var nødt til at bruge fornuften. Det er trods alt hovedet og mine øjne, siger Kjær.