Serbien ansætter 62-årig som ny landstræner
Landshold

Serbien ansætter 62-årig som ny landstræner

Det serbiske fodboldforbund har annonceret, at man ansætter ny træner, der skal tage over og forsøge at føre landet til VM i Rusland.

Serbien var noget nær miserable i EM-kvalifikationen. Morten Olsen sagde inden kvalturneringen, at han frygtede serberne og portugiserne. I stedet var det Albanien, der kom foran både Danmark og Serbien. Serberne, der ellers formåede at besejre Albanien på udebane, mens man blev taberdømt 3-0 på hjemmebane til Lorik Cana og kompagni som følge af store kontroverser, efter et storalbansk flag fløj over JNA Stadion i Beograd.

Radovan Ćurčić tog over efter Dick Advocaat sagde op efter nederlaget på 3-1 til Danmark i november 2014. Den eneste godkendte indsats af Ćurčić var, da serberne tog til Elbasan og besejrede Albanien 2-0. En sejr, der gav tiltro til os danskere, efter vi havde tabt til Portugal samme aften. Det endte imidlertid med, at Albanien slog Armenien med 3-0 på udebane, og dermed skulle vi som bekendt i to playoff-opgør mod Zlatan, som vi ikke behøver at skrive mere om. 

Ćurčić blev i slutningen af april fyret, og det betød selvsagt, der skulle findes en afløser. Det er så blevet gjort nu. 

Det bliver nemlig Slavoljub Muslin, der tager over. Muslin har tidligere trænet i russisk, belgisk, ukrainsk, cypriotisk, bulgarsk, hviderussisk og selvfølgelig serbisk fodbold.

Muslin fortæller følgende om sit nye job som serbisk landstræner: 

- For mig er det en stor anerkendelse, og det er helt sikkert højdepunktet i min karriere og en stor udfordring. Der venter os en stor udfordring, men vores mål er at komme til VM i Rusland. Det bliver ikke nemt, men hvis ikke jeg var klar over udfordringerne, ville jeg ikke have sagt ja. Jeg tror, vi har viden og kvaliteten til at opnå vores alle sammens mål, som er at komme til VM. Jeg kunne godt tænke mig, at der kommer til at være en god kemi mellem spillerne og fansene, og jeg tror, det kommer til at ske. 

- En sejr i vores første VM-kvalkamp (som er mod Irland på hjemmebane i september red.) vil give nationen tro på, at vi kan kvalificere os til VM. Har vi fansenes tro på, at vi kan gøre det, kommer vi til VM. Den tro skal vi fange blandt befolkningen så hurtigt som muligt, siger Muslin til det serbiske fodboldbforbunds hjemmeside. 

Foruden Irland er Serbien havnet i VM-kvalifikationsgruppe med Wales, Østrig, Moldova og Georgien. 

Muslin får lov at stå i spidsen for Orlovi i tre kampe, inden det går løs i VM-kvalifikationen til september. Serberne skal op mod Cypern, Israel og Rusland i venskabskampe.