Sådan er Danmarks VM-chancer
Illustration
Landshold

Sådan er Danmarks VM-chancer

Skal Danmark til VM, er det stort set kun tre sejre i de sidste tre kampe, der tæller. Få overblikket over, hvordan Danmark når en playoff-plads.

Danmarks chancer i VM-kvalifikationspulje B lever fortsat efter sejren fredag aften på Malta. Men chancerne for at nå den playoff-plads, som de jagter er fortsat afhængig af andre resultater, selv om Armeniens sejr over Tjekkiet hjalp et stykke af vejen.

Danmark har lige nu ni point i puljen og skal rykke forbi Armenien, Tjekkiet og Bulgarien, hvis de skal blive to'er i gruppen. Samtidig skal resultaterne i de andre puljer flaske sig, hvis Danmark ikke skal ende som den dårligste af de ni to'ere (resultaterne mod puljens dårligste modstander trækkes ud i de puljer med seks hold) og dermed gå glip af en playoff-kamp om en plads ved VM-slutrunden i Brasilien næste år. Her skæver Morten Olsen og DBU primært til grupperne C, E og H, hvor Sverige, Norge og Montenegro lige nu ligger til at blive to'ere.

Overskriften er mange point og ingen nederlag, hvis Danmark skal klare den. Samtidig kan de blive tvunget til at tænke over at skulle forbedre målscoren væsentligt - den står lige nu i minus to - idet Danmark og Bulgarien kan ende på samme antal point og er fuldstændig lige i de indbyrdes opgør. Herunder får du overblikket over de forskellige scenarier - for nemhedens skyld har vi udeladt scenarier, hvor Danmark taber til Malta:

Danmark vinder over Armenien, Malta og Italien
- Hvis Bulgarien samtidig smider point til Malta, Armenien eller Tjekkiet, vil Danmark blive nummer to i puljen. Når sejrene over Malta bliver trukket fra i toer-regnskabet vil Danmark stå med 12 point og en fortsat risiko for at ende som den dårligste af de ni to'ere.

- For at undgå det skal Danmark have hjælp fra Østrig i Gruppe C, der skal slå Sverige den 11. oktober og erobre andenpladsen uden i øvrigt at få fuldt udbytte af morgendagens kamp mod Irland.

- De kan også få hjælp fra Gruppe E, hvor Norge skal holde fast i andenpladsen, uden de får maksimalt udbytte af deres tre opgør mod Schweiz, Slovenien og Island.

- Hvis vi forudsætter, at både Ukraine og Montenegro taber til England i Gruppe H, kan Montenegro blive nummer to i puljen og hjælpe Danmark til en playoff-plads, selv om de smider point mod Moldova i den sidste kamp. Men det kræver samtidig, at Ukraine ikke går forbi Montenegro, og det gør de, medmindre de taber point til San Marino.

Danmark slår Armenien og Malta, men spiller uafgjort mod Italien
- Danmark har 16 point og kan blive to'er i puljen, hvis Bulgarien samtidig maksimalt får seks point ud af deres tre opgør mod Malta, Armenien og Tjekkiet og i øvrigt har en dårligere målscore.

- Danmark vil i så fald have 10 point med ind i to'er-regnskabet, og det er stort set kun sandsynligt, at Danmark kan slutte bedre end to'eren fra Norges pulje E, hvor også Albanien, Island og Slovenien bejler til andenpladsen.

Danmark slår Armenien og Malta, men taber til Italien
- Danmark har 15 point og kan blive to'er i puljen, hvis Bulgarien og Tjekkiet spiller uafgjort den 15. oktober, og i øvrigt taber point i de øvrige kampe.

- Danmark vil i så fald have 9 point i to'er-regnskabet, og chancen for at blive blandt de otte bedste to'ere er så godt som lig nul.

Danmark taber til Armenien og slår Malta og Italien
- Danmark har 15 point og kan blive to'er i puljen, hvis Bulgarien og Tjekkiet spiller uafgjort den 15. oktober, og i øvrigt taber point i de øvrige kampe. Armenien kan dog blive to'er, hvis de slår Bulgarien den 11. oktober - uafhængigt af resultatet i deres sidste puljekamp mod Italien.

- Danmark vil i så fald have 9 point i to'er-regnskabet, og chancen for at blive blandt de otte bedste to'ere er så godt som lig nul.

Danmark slår Malta og spiller uafgjort mod Armenien og Italien
- Glem det.

Danmark slår Malta, spiller uafgjort mod Armenien og taber til Italien
- Glem det.

Danmark slår Malta, spiller uafgjort mod Italien og taber til Armenien
- Glem det.

Danmark slår Malta og taber til Armenien og Italien
- Glem det.

Sådan ser to'er regnskabet ud nu:

Kroatien (7 kampe): 11-4, 17 point
Grækenland (6 kampe): 7-4, 13 point
Rusland (6 kampe): 8-2, 12 point
Frankrig (6 kampe): 8-4, 11 point
Rumænien (6 kampe): 9-10, 10 point
Monetenegro (6 kampe): 6-8, 9 point
Sverige (5 kampe): 9-7, 8 point
Bulgarien (6 kampe): 5-5, 7 point
Norge (5 kampe): 4-6, 5 point