Per Rud: Ærgerligt med konflikt
Per Rud til højre i billedet. Foto: Mogens Flindt/Polfoto
Landshold

Per Rud: Ærgerligt med konflikt

Brøndbys sportsdirektør, Per Rud, er ærgerlig over, at dansk landsholdsfodbold er på vej mod konflikt.

Det skader dansk fodbold, når DBU og Spillerforeningen ikke kan blive enige om en aftale. Det mener Brøndbys sportsdirektør Per Rud, der er ærgerlig over, at dansk landsholdsfodbold er i en konflikt, der ikke umiddelbart er på vej mod en afslutning.

Tværtimod. Konflikten virker til at blive optrappet, for i dag, mandag, er deadline i forhold til de breve, DBU har sendt til potentielle landsholdsemner. Her er det ventet, at ingen af de involverede stiller sig til rådighed. Ved midnat kan det danske landshold reelt stå uden spillere på grund af konflikten, fordi DBU vil have endegyldigt svar på, hvem der er til rådighed, og hvem der ikke er.

DBU har denne mandag aflyst forhandlinger med Spillerforeningen og vil ikke forhandle med Spillerforeningen, før der er styr på, hvem der er til rådighed for de danske landshold.

Hele konflikten ærgrer Brøndbys sportsdirektør, Per Rud, der selv har oplevet konflikter i forbindelse med Superligaen.

- Det er rigtig ærgerligt, at der er en konflikt. Vi har været vant til konflikter i dansk fodbold, og os, der sidder med det og har det rigtig tæt på kroppen, arbejder for, at man gennem dialog kan undgå den slags konflikter – men det er så ikke lykkedes her siger Per Rud til TV 2 Sport.

Sportsdirektøren lufter sin ærgrelse, fordi han frygter, det kan blive en katastrofe for dansk fodbold.