Retsligt efterspil om landsholdsspillernes rettigheder på vej
Foto: DBU
Landshold

Retsligt efterspil om landsholdsspillernes rettigheder på vej

Et retsfagligt system skal afgøre, hvem der har de kommercielle rettigheder til landsholdet.

Tidligere på året var det tæt på en nedsmeltning, men til aller-, allersidst fandt DBU og spillerne frem til en aftale og en ny lønningsaftale. Den sikrede blandt andet, at spillerne selv råder over deres kommercielle rettigheder. Det mener Spillerforeningen i hvert fald.

Men spørger man hos Divisionsforeningen, der repræsenterer klubberne, er de kommercielle rettigheder hos klubberne. Det skriver Ekstra Bladet. Og det får nu Divisionsforeningen til at søge retttens ord for, at det er hos klubberne, rettighederne ligger.

- Nu kender vi ikke ordlyden i den aftale, som DBU på det her punkt har indgået med Spillerforeningen, men forestiller man sig, at vi her taler om en generel overdragelse af de kommercielle rettigheder, så har man overtrådt den aftale, der er omfattet af overenskomsten, siger Claus Thomsen, direktør i Divisionsforeningen, til Ekstra Bladet og forklarer:

- Men det er noget, som vi kører gennem det fagretlige system nu, for vi skal naturligvis have orden på de kommercielle aftaler, tilføjer han.

Ligesom spillerne forhandlede ny aftale på plads med DBU tidligere på året, gjorde klubberne og Divisionsforeningen det samme i 2014.

Spillerforeningen bekræfter, at der er en igangværende sag, og at man skal aflægge et svar til Divisionsforeningen inden jul.