Pione Sisto scorede hattrick i sin første U/21-optræden
Foto: Jens Dresling/Polfoto
Landshold

Pione Sisto scorede hattrick i sin første U/21-optræden

Pione Sisto fik startet sin karriere på det danske U/21-landshold med manér, da han scorede hattrick i det danske U/21-landsholds træningskamp mod Dinamo Bukarest.

Pione Sisto blev belønnet med en plads i startopstillingen, da han for første gang tørnede ud for U/21-landsholdet fredag aften, hvor de krydsede klinger med Dinamo Bukarest. 

Og på bare 68 minutter udviklede Sistos uofficelle debut sig fra hashtags som #goddebut, til #rigtiggoddebut# og til #Pioneshow, som DBU selv beskrev det på twitter. Pione Sisto scorede nemlig hattrick i opgøret, som det danske U/21-landshold endte med at vinde 7-1.

Det var nemlig Sisto som bragte Danmark foran 1-0, og da Dinamo Bukarest kæmpede sig tilbage på 1-1, var det igen Sisto som bragte Danmark tilbage i front. 

Det skete efter Sisto kom alene afsted mod det rumænske mål, hvor han frækt lobbede bolden over målmanden. 

Målet til 3-1 blev sat ind af Emiliano Marcondes, da han udnyttede et indlæg fra Pione Sisto, og i det 68 minut var Pione Sisto igen på pletten, da han udnyttede en returbold, som han sparkede i nettet til 4-1. 

Det var en regulær målfest, som U/21-landsholdet præsenterede for tilskuerne fredag aften. 4-1 blev nemlig til 5-1, da Andreas Bruhn kom på måltavlen, mens Børsting gjorde det til 6-1. 

Kampens sidste scoring blev sat ind af Emiliano Marcondes i det 89. minut, da han gjorde det til slutresultatet 7-1.