Olsen overvejer Eriksen: Måske tilbage på central position
Illustration
Landshold

Olsen overvejer Eriksen: Måske tilbage på central position

Den danske landstræner Morten Olsen overvejer, om han skal flytte Christian Eriksen tilbage i midten af banen.

Tottenham-stjernen Christian Eriksen har spillet et par sløje landskampe. Først mod Tyrkiet, hvor han ikke fik meget ud af det, og også søndag aften mod Armenien. Her var den teknisk dygtige spiller ikke i stand til at udnytte sine kompetencer. 22-årige Eriksen har ramt en lille formnedgang - for Tottenham har han heller ikke været på niveau de sidste par kampe i London-klubben.

Landstræner Morten Olsen er dog ikke så bekymret for Eriksen, som han ved, kommer tilbage i form. Olsen går dog med nogle overvejelser om at sætte Christian Eriksen ind centralt i midtbanen, hvor han på det seneste har figureret i venstre side på det danske landshold og Tottenham.

- Det kan godt være en mulighed, nu så jeg lige Portugals opstilling i går, og der var mange gengangere i forhold til sidst. De spiller samme system med en vendt trekant på midtbanen, så det giver muligheden for at spille med en 10'er på deres sekser. Det er klart, at der bliver mere plads, når man møder gode hold, der tager noget initiativ. Så bliver der plads til individualister, siger Morten Olsen på et pressemøde.

Christian Eriksen har i en alder af 22 år allerede rundet 46 landskampe - og kan runde de 48, når Danmark i oktober møder først Albanien på udebane og tre dage senere Portugal på hjemmebane.