Olsen: Mangler stor kvalitet, hvis vi ikke lærer af fejl
Illustration
Landshold

Olsen: Mangler stor kvalitet, hvis vi ikke lærer af fejl

Den danske landstræner Morten Olsen er fortsat skuffet over, at det danske landshold smed et point dybt inde i overtiden mod Portugal. Det er ikke første gang, og Olsen er bekymret for, om spillerne lærer af fejlene.

Mod Italien sidste efterår smed det danske landshold en sejr væk i de døende sekunder af kampen. Det blev så i stedet til 2-2, hvilket ødelagde Danmarks chancer for at komme til VM. I EM-slutrunden 2012 scorede Portugal det afgørende mål tre minutter før tid i en sejr på 3-2 over Danmark, og i 2009 scorede Portugal fire minutter før tid i en 1-1 kamp mod Danmark. Tirsdag aften scorede Portugal altså fem minutter inde i dommeren tillægstid og vandt med 1-0 over Danmark til stor utilfredsstillelse for landstæner Morten Olsen.

Han er nemlig bekymret for, om landsholdet har lært af sine fejl med at lukke mål ind sidst i kampene - i afgørende kampe, vel at mærke.

- Hvis du ikke lærer af dine fejl, så mangler du en meget stor kvalitet. Det gælder jer (til journalisterne, red.), træneren og spillerne. Spillerne er selvfølgelig frustreret, men der var god teamspirit, og vi kan ikke sætte en finger på det. Det var ikke, fordi de ikke ville, og der blev løbet for hinanden, og vi holdt aftalerne. På nær til sidst, siger Morten Olsen på et pressemøde og forklarer:

- Der var mange ting, der var okay, men ikke den afgørende ting. Mange fodboldkampe bliver afgjort i slutfasen, og der var vi simpelthen ikke gode nok. Når du bliver træt, hører du måske ikke, hvad der bliver sagt. Vi fejlede til sidst, siger Morten Olsen.

Danmark står nu noteret for fire point for tre kamp. Albanien har samme pointantal for to kampe, efter landets møde med Serbien på udebane blev afbrudt og ikke genoptaget. Portugal har tre, Serbien og Armenien står noteret for ét point. Serbien har spillet kun én kamp, mens Portugal og Armenien har spillet to kampe.