Video : Tipsbladet
Landshold

Nicklas Bendtner er træt af lang vinterpause

Rosenborg BK gik 105 dage uden at spille en betydende kamp, og det er alt for længe for Nicklas Bendtner.

Den 26. november sidste år kunne Rosenborg-spillerne række armene i vejret og lade sig hylde som norske mestre. Her mødte Trondheim-klubben Odd BK i sidste spillerunde af Eliteserien. Først den 11. marts i år var der igen kamp i programmet for Rosenborg. I forrige weekend tog den norske storklub hul på titelforsvaret med en udekamp mod Sarpsborg 08.

Det giver 105 dage uden betydende kampe for Rosenborg BK's vedkommende, og det behager ikke klubbens danske topscorer Nicklas Bendtner, der hurtigt blev træt af at træne uden at spille kampe.

- Vinterpausen har været lidt for lang for min smag. Jeg vil hellere have det ligesom i England. I Norge har man godt en måned, hvor man lukker helt ned, og adrenalinen forsvinder fra kroppen. Det bliver hurtigt lidt tungt og med mange venskabskampe. Jeg kan bedre lide en kort opstart, siger Nicklas Bendtner.

Han tror dog ikke på, at den lange vinterpause gør, at han er mere udhvilet end sine holdkammerater på det danske landshold, når det til sommer går løs ved VM i Rusland.

- Jeg tror ikke, det har så meget at sige. Når man går ind til så vigtige kampe, kan man løbe solen sort uanset hvad. Så handler det mere om at løbe de ekstra meter og spille bedre end modstanderen, siger han.

Rosenborg BK vandt Eliteserien med syv point ned til Molde i sidste sæson, og danskerklubben var reelt aldrig truet for alvor i guldkampen. I denne sæson er Norges største klub kommet bemærkelsesværdig dårligt fra start og har blot høstet et point i de to første kampe.

Det placerer Rosenborg BK som nummer 11 i Eliteserien.

- Jeg har ikke kigget på tabellen, så jeg ved ikke, hvordan det ser ud. Vi har spillet to kampe, og det har været skuffende for os ikke at have en sejr, men man er også nødt til at slå koldt vand i blodet. Så er det heller ikke værre. I sidste sæson var vi på et tidspunkt foran med 12 point, så smed vi det væk, kom foran med 12-14 point igen, inden det blev lidt Mickey Mouse for os til sidst. Vi skal tage det roligt. Vi har et godt hold, så hvis vi spiller op til vores bedste, går det helt af sig selv. Men det skal vi selvfølgelog også i gang med, fastslår Nicklas Bendtner.

Nicklas Bendtner blev ligatopscorer i 2017 med 19 mål. 


Sponsoreret:
Drømmer du om en tur ud i Europa for at opleve den fede fodboldstemning på et af de helt store stadions?

Skal det være hos FC Barcelona, Real Madrid, Manchester United, Liverpool, Chelsea, Bayern München eller noget endnu bedre?

Få tre hurtige tilbud på den perfekte fodboldtur for dig og vennerne, for far og søn eller for hele familien.

Det er nemt, hurtigt og enkelt, og der er svar fra rejsearrangørerne inden for 24 timer – find dit rejsetilbud her.