Mike Jensen med landsholdsambitioner
Illustration
Landshold

Mike Jensen med landsholdsambitioner

Mike Jensen vil slå igennem på det danske landshold.

Det har aldrig skortet på ambitioner hos Rosenborgs dansker Mike Jensen, der i vinter skiftede fra barndomsklubben Brøndby til den norske storklub. Her har Mike Jensen haft en fantastisk tid og fik i sidste weekend prisen som årets spiller i Rosenborg af tilskuerne. I Norge spiller de nemlig en sæson i kalenderåret, så Rosenborg mangler kun at spille én kamp og tager med en sejr og pointtab til Strømsgodset titlen som norsk mester.

For Mike Jensen handler det om flere ting. I første omgang skal han forsøge at blive mester med Rosenborg, der søndag aften gæster Lillestrøm, derefter gælder det så den norske pokalfinale. Næste år handler det så om at slå sig fast på det danske landshold.

- Det er altid et mål at komme på landsholdet. Det er det, man spiller hen i mod på en eller anden måde. Så jeg kan godt sige, at det er et mål for mig næste år, at jeg kan komme derop og blive udtaget nogle flere gange i træk, siger Mike Jensen til Ritzau.

Mike Jensen har to landskampe på cv'et mod henholdsvis Tyskland og Polen. Kampen mod Tyskland sluttede 2-2, mens Danmark tabte til Polen. Siden nederlaget til Polen har Mike Jense ikke været inde over landsholdet.