Manden bag Wales' succes er klar til at forlænge
Foto: Amel Emric/Polfoto
Landshold

Manden bag Wales' succes er klar til at forlænge

Wales' landsholdstræner Chris Coleman er klar til at forlænge sit ophold i trænersædet.

For første gang nogensinde skal Wales være med til en EM-slutrunde. Holdet med profiler som Gareth Bale og Aaron Ramsey har været overbevisende gennem hele kvalifikationen, og derfor er det fuldt fortjent, at Wales allerede er kvalificeret til næste års slutrunde, selvom de fortsat mangler at spille en kamp.

Manden, der har ført Wales til den store succes, er landstræneren Chris Coleman. Hans kontrakt udløber til næste sommer, men han har indtil videre afvist at forhandle en ny kontrakt, mens kvalifikationen var i gang. Men med den allerede sikrede EM-billet, er Coleman klar til at gå til forhandlingsbordet.

- Forhåbentlig kan vi blive enige. Men det handler ikke om min kontrakt. Det handler mere om strukturen, og hvordan vi kan udvikle landsholdet endnu mere, siger 45-årige Chris Coleman til BBC Wales Sport.

- Efter vi har spillet slutrunden i Frankrig, skal vi se på, hvordan vi kan kopiere denne flotte kvalifikation. Så vi forhåbentlig kan komme med til VM i 2018.

Det walisiske fodboldforbund har også allerede udtrykt store ønske om at forlænge samarbejdet med deres succestræner.