Kvist: Ærgerlig og irriteret
Illustration
Landshold

Kvist: Ærgerlig og irriteret

Den danske midtbanespiller William Kvist var skuffet, efter det danske landshold smed et point i overtiden mod Portugal.

De havde pointet i sækken, men det danske landshold fik ikke lukket ned for først Ricardo Quaresma, der fik lov til at slå et indlæg i panden på Cristiano Ronaldo. Og så måtte et fyldt stadion gå skuffede hjem og i stedet se alle tre point lande i Portugal. Det skuffende resultat, som kom i hus i det sidste minut af kampen tillægstid, var også utilfredsstillende for spillertruppen.

- Ærgerlig og irriteret er den følelse, jeg har lige nu, for det betyder, at vi vil noget med det her. Havde vi scoret på den sidste chance i Albanien, og havde vi holdt fem sekunder mere her. Det er klart, der er nogle afgørende situationer, der ikke går til vores fordel, og det må vi tage in mente og sige, vi måske ikke har været helt skarpe nok, siger William Kvist efter kampen.

Den danske midtbanespiller spillede selv et udmærket opgør, men efter kampen ville landstræner Morten Olsen ikke fokusere på det positive, han var nemlig sur over, at det danske landshold smed det hele væk sidst i kampen, hvor holdet burde have vist noget kynisme og bare sparket bolden væk, så Ronaldo aldrig fik muligheden for at score. William Kvist er til dels enig.

- Jeg kan ikke huske situation (omkring målet, red.) hvis jeg skal være helt ærlig, men der var måske et par gange, hvor vi bare skulle have luftet lidt ud. Jeg er meget sjældent på dommeren, men der er to-tre situationer inden, hvor jeg synes, det er utroligt, der bliver dømt frispark. Det er bare ekstra ærgerligt. Men det kan godt være, vi bare skulle havde sagt, at 0-0 er fint, og så er der mere pres til dem end os. Det tror jeg godt, vi ville have gjort om, siger William Kvist.

Nu ligger Danmark med fire point efter tre kampe i en pulje, der er helt åben. For Danmark fører puljen med samme antal som Albanien og et mere end Portugal. Men de to lande har en kamp i hånden. Serbiens hjemmekamp mod Albanien blev stoppet og ikke startet igen, og der er ingen meldinger om, hvad der kommer til at ske.